Uncategorized

Efter et par akavede og mislykkedes forsøg på at passe ind, gjorde jeg alt hvad jeg kunne for at distancere mig fra resten af pigerne i den nye klasse. Jeg anskaffede mig poset, hippieagtigt og hjemmesyet tøj, hørte Steppeulvene, brændte røgelse af og tegnede peacetegn på alting.

Min familie var fulde af gode råd om min fremtid i den periode. De råd bed ikke rigtig på hippie-Nadia.

Hippie-Nadia ville være yderst skuffet over at vide, at jeg snart er færdiguddannet farmaceut og bor sammen med en lægesøn, der i øvrigt er uddannet civilingeniør…
Det er egentlig også lidt uhyggeligt, så god jeg har været til opfylde min onkel og stedfars drømme!

Midt i 5. klasse flyttede min familie fra Karrebæksminde. Jeg skulle starte på en ny skole, og lad mig bare sige det med det samme: Det var ikke nogen stor succes. Her var dreng-pige kontakt ilde set, og jeg følte mig ret alene. Dels fordi klassens piger havde en lidt anderledes omgangsform, end jeg var vant til:

Dels fordi min attitude ikke ligefrem blev bedre med alderen:

Da jeg startede i skole, havde jeg allerede lært både at læse og regne. Jeg var ikke særlig… beskeden omkring det. Det er nok en af grundene til, jeg ikke var klassens mest populære pige.

Heldigvis var der en stor gruppe drenge, jeg kunne lege med. Eller læse tegneserier med. Min yndlingsven hed Kåre, og sammen startede vi et større Tom&Jerry-plagiat.;

Åh ja, Nadia 5-11 år ville være stolt over at se mig i dag, med tegneserieblog og det hele. Men hun var hård, så jeg tror hun ville skælde mig ret meget ud, for ikke at være bedre til at tegne. Alle de år til at øve sig i, og hvad kom der ud af det? Kan jeg tegne en hest? Nej. Kan jeg tegne realistisk? Nej. Kan jeg overhovedet tegne Garfield eller Steen og Stoffer ordenligt? Nej…
Nadia 5-11 år ville sværge, at hun ville lægge mere arbejde i at øve sig! Fremtiden skulle blive anderledes! Og så ville hun sætte sig ind foran Nintendoen.

Da jeg er en del af en meget moderne skilsmissefamilie, kom der selvfølgelig mange flere søskende undervejs. Jeg endte op med at have hele 7 stk.

Heldigvis er jeg en virkelig god storesøster, så jeg tog det i stiv arm.

Jeg kunne seriøst ikke se pointen. Selvom den kunne gå i en alder af 8 måneder, var jeg ikke imponeret.

Helt ærligt så skulle der gå mange år, før jeg anerkendte, at den var noget værd. Den der Kristoffer. Skide smart ass fra starten af, altid lidt for kæk, altid lidt for hurtig med en saks i nærheden af mit legetøj.
Men altså, når det virkede, så virkede det også bare:

Som husets yngste barn levede jeg et liv i luksus! Jeg fik alt som jeg ville have det, og jeg var hele familiens centrum.

Mine første minder er fra Nøddehegnet i Næstved. Der boede jeg med mine forældre og min 6 år ældre storebror.

Og nu tænker du måske, at du er ligeglad med, hvor jeg boede som barn. Men det er altså vigtig information! Når jeg en dag er blevet berømt (jeg ved ikke helt for hvad endnu), skal denne interview-situation nemlig helst opstå:

Så pyt med jeg kun boede der i fire år.