Alt er så formelt! Og så har vi ikke engang talt om de emails og breve jeg modtager, som er henvendt til “Frau Dr. Nadia Dackel”. Det er en anden verden.

Dengang vi købte vores hus i Danmark, købte vi det, fordi vi ville bo der altid. Det hus har været min store kærlighed – jeg har aldrig før følt mig hjemme så hurtigt. De seneste gange jeg er flyttet, har det også altid været en opgradering: Fra vanvittig uden-kontrakt-delelejlighed til kollegieværelse. Fra kollegieværelse til lejlighed. Fra lejlighed til eget hus.

Jeg føler endda, vi nu er værre stillet end da vi skulle ud fra kollegiet. Boligmarkedet hernede er hidsigt, alt er haveløse lejligheder på under 80 kvm og vi skal overbevise dem om, vores hund ikke smadrer deres gulve…

Jeg er allerede træt.

Jeg havde købt hus i forstaderne. Var etableret i mit voksenliv som forsker. Blev gravid, fik en hund, fik en datter…

Men så flyttede jeg til Tyskland, og alt det jeg var super træt af ved bloggen føles langt væk nu. Hvem interesserer sig for, hvad jeg skriver herinde på dansk, når mit nye liv finder sted på engelsk og tysk? Hvilke halvfremmede personer skulle rende ind i mig i Netto, for så at begynde at dissekere mine seneste og mest personlige udfordringer, som om vi er gamle venner? Hvem bekymrer sig for, hvad folk jeg tænker dårligt om, ved om mig, hvis jeg aldrig skal se dem igen?

Så til dem der stadig kigger forbi: Velkommen tilbage! Jeg er voksen, jeg har travlt og jeg har slet ikke tid til en blog, men jeg har masser af ting jeg gerne vil tegne, og jeg glæder mig til at dele det med jer!

Farvel til de asiatiske supermarkeder :(

Goddag til halvering af pendlertiden :)

… altså lige indtil vi havde gennemført handlen.

Det bliver en trist dag, når jeg forlader København. Her er så mange ting at savne:

• Efter en bytur er jeg kun en kort cykeltur fra at ligge hjemme i min seng.
• Det er så nemt at være spontan når brunch, kaffedates, teaterstykker, strandture, drinks, biograffilm, minifestivaller og bland-selv-slik altid er lige ude foran døren.
• Når jeg har købt ind, skal jeg kun slæbe poserne 300 meter, og jeg har mindst 7 dagligvarerbutikker at vælge mellem.
• Hvis jeg vil købe honmirin, god tofu (det findes!), kimchi eller udonnudler til aftensmaden, drejer det sig om 4 minutter på cykel, ligesom billig, hurtig og sund takeout altid er lige om hjørnet.
• Selvom mange af mine venner er flyttet ud af byen, er jeg altid nem at besøge lige der i smørhullet mellem to s-togsstationer, tæt på motorvejen og med adskillige buslinjer ved min hoveddør.
• Vores dejlige, lyse og billige lejlighed, som vi kun forlader, fordi vi er alt for fornuftige.

Der er selvfølgelig også til at være nogle fordele ved flytningen. For at nævne et eksempel, så er det eneste som får mig igennem dagens fejlslagne hjemmearbejdsdag én tanke, som jeg messer til mig selv på repeat:

Jeg kommer fucking ikke til at savne min cirka 20-årige egotrippernabos basrester. Fuck ham. Fuck hans banken på radiatorrørene. Fuck hans højlydte pornoforbrug. Fuck hans technocrap for åbne vinduer og hans morgenfester, som jeg seriøst tvivler på er cokefri. Jeg hader ham, og jeg glæder mig til at være et voksent, bittert menneske i forstaderne uden pseudoteenagetabernaboer med hang til gajolshots.

Jeg er så klar til rækkehushave og sløve forstadsnætter.