juni 2011

For lidt siden kom Kasper hen til mig. Han skulle ikke ud at se tennis i dag alligevel. Så vi kunne godt (suk…) tage i IKEA og hente den der reol…
Til Kaspers store glæde viste det sig, at IKEA har lukket i dag. Og jeg ved ikke, om det var fordi han var så lettet, men pludselig sagde han de magiske ord: “Nåmenøhm… Skal vi så tage i biografen og se X-men?”

Selvom jeg skammede mig lidt over at medbringe noget så simpelt som tunsalat, når andre medbragte flere slags langtidshævede brød, flæskesteg eller flere forskellige kager, så viste den sig faktisk at være temmelig populær til den årlige familiefest.
Næste år vil jeg gentage succesen, men jeg vil have lidt mere stolthed i stemmen, når jeg præsenterer min ret: “Ja, I ved nok – magen til den tunsalat som I tømte en hel skål af sidste år! Tadaaa!”

Det behøver jo ikke være enten-eller. Nogle mennesker er glade for både katte og hunde. Men for mig er der kun gravhunde. Jeg har mødt en enkelt sød kat, der hed Henning. Den var kæmpestor (ja, større end en gravhund), rød og tigerstribet. Resten af de katte jeg har mødt, troede jeg bare vare søde, indtil de fornærmet er skredet fordi jeg vovede at ae dem, eller ganske enkelt har revet mig til blods.
Jeg tror de kan mærke gravhunden inden i mig.

Den værste af dem alle, var min storebrors kat. Jeg burde nok fra starten have gættet, at den var ond. Den så nemlig sådan ud:

Første gang man så den, tænkte man, at den nok var lidt sky. Den kom ikke frem og hilste, og ville ikke rigtig nusses. I stedet lagde den sig bare op i sit kattetårn. Og stirrede. Intenst. Den flyttede aldrig blikket.

Når man endelig havde glemt den, angreb den. Pludseligt og uden grund.

Og så stak den af igen. Lige så pludseligt som den var kommet. Hen i den anden ende af stuen, hvor den kunne ligge under spisestuestolene og stirre. Igen. Intenst.

Som I nok kan regne ud, begyndte man hurtigt at få nervøse trækninger, når katten daskede dovent med halen. Mens den stirrede. Og ventede på en ny chance.

Jeg bliver aldrig et kattemenneske.  Men pyt, så kan jeg i stedet blive hende den skøre dame med alle de fede gravhunde. Som roser hundene og giver dem godbidder, når de snapper efter kattene i haven. Mens jeg gnider mig i hænderne og griner skadefro.

…

Øhm… Vil I lige for en god ordens skyld se en tegning af min storebror? Ham har jeg vist ikke fået introduceret endnu.
Som alle andre storebrødre, er han lidt superhelteagtig:

Forleden dag så jeg, at det var en der havde fundet min blog, ved at søge på de ret flabede ord: “Gravhunde -hvorfor?”.
Først tænkte jeg, at det vel nok var heldigt for vedkommende, at han/hun blev ledt herind af google, så spørgsmålet kunne blive besvaret. Indtil det gik op for mig, at jeg faktisk gør en temmelig dårlig reklame for gravhunden. Ud over et par nuttede billeder af mine forældres dyr, så står her faktisk ingenting om, hvorfor netop gravhunden er så fantastisk.

Tsk tsk…
Det bliver jeg simpelthen nødt til at lave om på.

DERFOR skal du købe en gravhund:

1. Gravhunde er nuttede. Og jo, det er en udemærket grund.
2. Gravhunde har mere personlighed end f.eks. en labrador. Om man kan lide den personlighed er naturligvis en smagssag, men den er der og der er meget af den!
3. Gravhunde er hundenes svar på en kat. De er selvstændige og kan sagtens underholde sig selv/hinanden i længere tid. Tilgengæld slipper du for alt det irriterende ved katte, som når de river dig, fordi du kom til at nusse på den forkerte måde.
4. Gravhunden ELSKER dig! Uanede mængder af kærlighed pakket ind i sort pels og lange bløde ører.
5. Gravhunde savler ikke.
6. Gravhunden kan aldrig løbe fra dig. Den er lille, dens ben er korte og de er som regel dovne. Du er med andre ord pænt langsom, hvis du ikke kan indhente den. Den kan aldrig stikke af.
7. Børn kan lide at lege, gravhunde kan lide at lege. Det er den perfekte kombination!
8. Den spiser katte, hvis den kan komme til det. Det er slut med kattelort på din græsplæne.
9. Gravhunden kan i trange tider bruges til produktion af ekstra fodvarme under dynen. Den fylder ingenting og varmer mere effektivt end din kæreste.
10. Den er så lille, at selve mindre børn kan håndtere den uden at blive overrumplet.
11. Lille hund = lille portion mad = mindre lort. Gider du have brug for en hel nettopose, når du skal samle op efter din hund? Nej vel?
12. Gravhunde kan fange edderkopper på kommando (og det alene er jo grund nok til at anskaffe sig en!)

Og hvis man (som jeg) har en kronisk trang til at give kærlighed fra sig i en sådan grad, at ens kæreste frabeder sig mere kysseri (og ens eventuelle børn er ved at kaste op), så er gravhunden perfekt! Den tager alle overskudskys og -kram, helt uden at brokke sig!

Det var alt for denne gang, Professor Tax har talt.

Jeg må nok indse det – jeg kommer ikke ind at se “X-men: First Class” med mindre jeg tager i biografen alene.

ENDELIG kan jeg “learn to draw” The Princess & The Frog.
Jeg burde seriøst lære at holde mig fra computeren, når jeg har mit dankort ved hånden… Det er de tåbeligste ting jeg køber.

Nu har biblioteket igen vist sig at være en dræber. I første omgang irriterede det mig, fordi ingen af de bøger jeg ville låne var til rådighed. Gennem flere måneder har jeg derfor nøje udvalgt enkelte bøger og reserveret dem. Nu irriterer biblioteket mig ved at få dem allesammen hjem samtidig. Værsgo at slæbe. Værsgo at læse. Det hele. På 1 måned, i din læseferie. Som jo skulle bruges på LEKTIElæsning, ikke.
Hvem kunne have forudset at en bog med 4 i køen foran mig ville blive ledig efter 2 uger? Og hvordan kan det i øvrigt gå til, at jeg nu er nummer 19 i køen til en bog jeg tidligere var nummer 14 til?

Jeg føler mig alvorligt fristet til at gå tilbage til køb af paperbacks!