Jeg har jo før klaget min nød over dueproblemer, så jeg synes I skulle vide, at jeg endelig har fået en lille sejr (for første gang). Det viser sig, at store, osende olielamper er vejen frem, hvis duerne skal skræmmes på en måde, der gør, de ikke kommer tilbage resten af dagen.
Læg lige mærke til den ene har en lille kvist i munden. Det er ikke for sjov, jeg har tegnet det. De små svin er i gang med at bygge rede.
Kærlighed kan vise sig på mange måder. En af dem er, hvis man på dummeste vis har drukket sig meget fuld hen på eftermiddagen, og derfor har tømmermænd allerede tidligt på aftenen – og ens kæreste så kommer hjem med mad og cola fra McDonalds.
Der var bare et særligt lys over ham, da han trådte ind ad døren…
I sidste eksamensperiode fantaserede jeg om at finde familiegravstedet på Assistens Kirkegård, såfremt det stadig lå der. I går fik jeg det endelig gjort.
Jeg havde forestillet mig turen som en regulær skattejagt, hvor jeg ville bruge laaang tid på at finde frem til den pågældende grav. Grav for grav ville jeg komme nærmere og nærmere. Sådan var det nok også blevet, hvis ikke jeg havde taget Kasper med. Kasper har jordens bedste stedsans, og kan finde alle steder, selvom han aldrig har været der før (derfor kan det også undre mig, at han ALDRIG kan finde noget i køleskabet…). Mens jeg tossede rundt og kiggede på alle de fine, fremmede grave, og blev mere og mere irriteret over det elendige kort over kirkegården jeg havde til rådighed, forsvandt Kasper. Han gik simpelthen direkte over til graven. Bum. Sådan skulle dét gøres. Ikke verdens længste skattejagt.
Det var lidt antiklimaks. Så jeg udvidede turen med et smut forbi mindelunden i Ryvangen. Så kunne vi da finde min farmors farbror i stedet – uden kort! Som sagt, så gjort.
Vips, vips, vips så havde Kasper fundet den grav også. Mellem 105 andre identiske gravsteder.
Jeg synes faktisk, det var rigtig interessant at snage sådan i fortiden. Men hvis der skal være lidt skattejagt over det en anden gang, så lader jeg Kasper blive hjemme. Jeg kan bare lede efter de samme grave igen – min stedsans er så elendig, at jeg stadig kan miste orienteringen, når jeg er i Lyngby Storcenter. På trods af jeg arbejdede der i to år.
Da jeg kom hjem fra indkøb i går, gik det op for mig, at jeg havde købt alt ind til at lave rabarbertrifli. Hvor pudsigt… Men man kan vel lige så godt udnytte det. Det er i øvrigt min yndlingskage. Lækker råcreme, rabarberkompot, makroner. Hvad er der ikke at at synes om?
Øhm… Men for at det hele ikke skal handle om mine ture i Netto her på bloggen, kan jeg da lige fortælle, at jeg mødte en anden blogger for første gang i forgårs. Nemlig Nadia ovre fra Saga Blot. Og selvom hun på papiret er den perfekte klon (samme navn, samme alder, fra samme by, samme hår osv.), så lignede hun mig faktisk slet ikke ude i virkeligheden. Hun var så spinkel og fin.
Jeg ved ikke, om det var fordi jeg følte, jeg allerede kendte hende så godt, eller om det bare var mine elendige people skills der slog til igen, men vi endte ret hurtigt ud i denne situation:
Hun svarede heldigvis høfligt og helt efter bogen, men vi ved jo godt allesammen, at hvis man har en stor røv, så ser den også stor ud i shorts. Gid jeg også var spinkel og fin. Og havde tynde lår.
…
Det ønske havde nok virket mere troværdigt, hvis jeg ikke allerede havde beskrevet, hvordan jeg “kom til” at købe ind til kage. Det er typisk ikke? Det akutte ønske om usunde madvarer overtrumfer fuldstændig ønsket om at blive tyndere på lang sigt.
Mmm rabarbertrifli.
I dag fik jeg endelig taget mig sammen til at handle ind. Og der var nogle seriøse mælkeabstinenser, der skulle afhjælpes.
Normalt plejer jeg er være flittig til at stå tidligt op og få scannet tegninger ind til bloggen. Så har jeg en grund til at stå tidligt op hver morgen, også de morgener hvor jeg har skemafri. Det hjælper mig på flere måder. Dels er det jo altid godt at komme op i god tid, så man kan komme hurtigt i gang med skolearbejdet, og dels er det godt for min narkolepsi, at jeg har en meget fastlagt døgnrytme.
Men… I dag gider jeg ikke. Faktisk er dette blogindlæg skrevet i går aftes, for jeg ved, at jeg ikke vil sætte et vækkeur til i morgen. I morgen vil jeg for første gang i lang tid bare vågne af mig selv, og så gå i gang med den rapport der venter på mig, når jeg har lyst.
Måske får I et rigtigt blogindlæg senere. Måske. Ellers må I vente til i morgen, der lover jeg at stå op som jeg plejer.
