I går på specialekontoret sad jeg og talte med Maria om, hvordan det er at arbejde som vikar/pædagogmedhjælper i en vuggestue – noget vi begge har prøvet tidligere. Det var simpelthen så befriende, for endelig var der en der forstod, hvor tabubelagt det kan føles, når man begynder at holde af andre menneskers børn. Og hvor meget man savner de børn, man efterlod, da man forlod jobbet.
Børn er som udgangspunkt meget nemme at holde af (synes jeg). I en vuggestue eller børnehave er det kun nemmere. Børnene er alene, de har brug for omsorg, og de udstråler på mange måder en stor sårbarhed. Det er en basal mekanisme – man får lyst til at passe på dem. Det gælder alle børnene.
Som vikar er man ikke i vuggestuen hver eneste dag, så mange af børnene foretrækker at blive passet af de fastansatte pædagoger. Dem er de jo trygge ved. Det er helt naturligt.
Men de børn jeg virkelig husker, dem jeg virkelig kom til at holde af, det var de børn, der hurtigt forstod, at der ikke var så meget konkurrence om vikarens opmærksomhed – og som derfor hang på mig fra det øjeblik jeg trådte ind ad døren til jeg gik hjem igen. Jeg tror på, det er usandsynligt svært ikke at komme til at holde af børn, der viser så stor tillid til dig. De børn, der åbenlyst synes om dig. De vader bare lige ind i hjertet på dig – for at sige det mildt.
Og jeg savner dem.
Jeg savner Peter, den lille engelske dreng, der stort set aldrig talte. Og som jeg i al hemmelighed oversatte for, når pædagogerne ikke hørte det.
(Jeg forstår stadig ikke, hvorfor det var forbudt)
Han var fantastisk sød! Umulig ikke at elske! Han var så kær – især når han havde sin bjørnepyjamas på.
Jeg savner Sander, der konstant havde fart på og dårligt kunne sidde stille – på nær når man læste højt fra “traktorbogen” for ham.
Jeg savner Lincia, der altid var så glad, så glad. Og hun havde det sødeste grin! Hun er til dato den mest nuttede unge, jeg nogensinde har set.
Jeg savner Magnus – det første barn i børnehaven, der virkede tryg ved mig. Jeg nåede at tegne utallige Ninja Turtles og robotter til ham. Det var så hyggeligt.
Jeg savner Rosa, der var pisse stædig, og aldrig sagde undskyld, hvis hun havde drillet de andre piger. Men som var virkelig indtagende og ret sjov at tale med. Som altid havde masser af historier at fortælle, og gerne ville lege med, hvis jeg legede “Indiana Jones” med drengene på legepladsen. Med skattekort, hemmelige stier og farlige dyr på lur.
Jeg savner… Mange flere end I gider høre om. Fordi de i løbet af dagtimerne var mine børn, nu deres forældre ikke var der. Jeg holdt enormt meget af dem – på den der måde hvor man drømmer om, hvor fantastisk det ville være, hvis man kunne adoptere dem allesammen.
Så havde det også været mere legitimt at være så glad for dem.
For det er svært at elske andre menneskers børn. Det må man ikke rigtigt. Så da jeg skulle flytte fra Lyngby og ikke længere kunne arbejde i børnehuset, måtte jeg sige farvel til dem allesammen. Man kan ikke ringe til deres forældre bagefter og tilbyde at være babysitter. Eventuelt gratis. For det ville simpelthen være for mærkeligt. Underligt. Og ret mistænkeligt.
I stedet må man bare sige farvel og acceptere at man aldrig ser dem igen – selvom det var mig der puttede dem efter frokost, mig der krammede dem, når de græd og mig de kunne komme til, når savnet efter deres forældre blev for stort i løbet af den lange, lange dag, hvor de skulle dele tre fremmede voksne med 12 andre børn.
Nu kan de sikkert ikke huske mig længere.