Uncategorized

Dem der fulgte med her på bloggen, da jeg fik stillingen, ved præcis hvor latterligt lykkelig jeg var. Det var en drøm der gik i opfyldelse! Jeg elskede mit specialeprojekt, og her var en gylden mulighed for at fortsætte på noget lignende – endda med løn undervejs og en flot titel som afslutning!

I anledningen af, jeg snart er 2/3-dele gennem min ph.d., synes jeg lige vi tager en opsummering af, hvordan det er gået.

For at ridse op: Målet når man skriver en ph.d.-afhandling er dette:

Men man kan godt afslutte sit projekt og dermed blive færdig med forskeruddannelsen, hvis man i det mindste er nået hertil:

Og skal vi så se, hvordan det er gået mig gennem tiden?

Efter 3 måneder:

Efter 1 år:

Efter 1 år og 3 måneder:

 
Efter halvandet år:

 
Efter 1 år og 8 måneder:

Nu:

Jeg kan godt afsløre, at hvis San Francisco ikke viser sig at være pissefedt, og der ikke snart kommer nogle helt bestemte forskningsresultater i kassen, så er det slut med forskning for mit vedkommende. Aldrig igen gider jeg investere så stor en del af mit liv og så meget engegement på noget som er dødfødt.

Jeg glæder mig til, at jeg om kun ét år kan slippe fri fra den bitterhed, al skuffelsen og den konstante vrede jeg render rundt med lige nu.

For én gangs skyld havde vi købt ind til mere end de næste to dage. For mere end 500 kroner. Vi havde endda lavet en fucking madplan.

Hvad sker der så? Komfuret brænder sammen, relæet kortslutter og vi er nu tilbage på takeaway…
Hvorfor overhovedet forsøge sig med voksenstemning, hvis man alligevel ender nede på Aroii for igen at bede om “det sædvanlige”?

Uanset hvor meget jeg fortæller mig selv, det ikke er underligt at en 27-årig ph.d.-studerende spiller gameboy, så kan jeg ikke komme udenom det faktum, at nintendoens online-verden hovedsageligt er befolket af umodne teenagedrenge.

Morgenmad smager tilsyneladende bare bedre, når man har vundet den i et VM-væddemål. Jeg kan mærke en spirende kærlighed til det tyske landshold…

Efter at have brugt nogle timer på tryghedsindekser og crimestat-sider på internettet må jeg sige, at jeg ikke rigtigt forstår, hvordan amerikanerne overhovedet har overlevet så længe.