– en uæstetisk teknik    

 

Jeg har ikke set ham siden. I dag fandt jeg ud af, han er død. Jeg vidste ikke engang, han havde kræft.

 

Jeg tænker på hans familie, der skal til at holde jul. På om han havde det godt inden? Var han glad?

Og jeg føler mig pludselig meget skrøbelig. Dødelig. Jeg tænker på min gymnasieklasse. Det føles som om nogen har peget ind i flokken af os og plukket en.

(Helt ærligt, så gik det først rigtig galt efter filmen, da jeg begyndte at henvise til appendiks A fra “Kongen vender tilbage”)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er desværre ret hurtigt gået op for mig, præcis hvilken type deltager jeg er.

Det føltes meget voksent at tjekke ind på hotellet, syntes jeg. Så stod man der, alene, og skulle betale for et hotelværelse kun til sig selv. Med computeren under armen og et “Der er vel også trådløst internet på værelset, ikke?”. En slags test på voksenlivet, en gratis prøve på en fremtid, hvor man skal rejse verden rundt med sit arbejde. Og på trods af, jeg her fik det i light-udgaven (Aarhus), forekom det mig at være ret spændende.

Da jeg havde pakket ud, satte jeg mig ved skrivebordet. Og indså min fejl.

Det kursus jeg skal til på Aarhus Universitet de næste fire dage, har fandme bare at være togturen og hotelopholdet værd!

 

Det var egentlig meningen, jeg ville finde ud af, om jeg kunne lave en animeret video af exciterede neuroner.

Så langt nåde jeg aldrig…

 

Det kan også forklare, hvorfor der har været lidt stille herinde. Jeg har efterhånden lært, folk ikke er interesserede i konstant at høre mig tale om mit arbejde.