Nadia

Når jeg tegner en gravhund her på bloggen, så er det som tidligere nævnt min personlighed jeg prøver at indfange – ikke mit udseende.
Hunden ser ikke spor feminin ud, og det er helt bevidst. Jeg tænker ikke ret meget over mit køn til dagligt, og jeg synes heller ikke min personlighed er speciel feminin (i den traditionelle forstand).

Når det kommer til mit udseende, kan jeg selvfølgelig godt føle mig meget feminin. Hvis jeg altså ikke har brugt hele dagen i forvejen på at æde slik. Som nu. Lige nu ser jeg cirka sådan ud:

Jeg er også lige så bleg.

Kasper ser ingen ændringer fra dag til dag, og kan bestemt ikke se noget drenget ved mig. Hverken når det gælder mit udseende eller min personlighed. Hver gang han kigger på mig, er det som om han ser hende her:

Det er bestemt ikke sådan jeg ser ud i virkeligheden, men jeg er meget tilfreds med, at det er sådan Kasper opfatter mig.
Det er måske på grund af hende dullen ovenover, at han har så svært ved at se min indre drengepige. Hun overskygger alt. Det kan provokere ham lidt, når han hører nogen omtale mig på den måde.  “Du er bare overhovedet ikke spor drenget…” starter den lange forklaring, han plejer at komme med.

Men min indre drengepige er der. Jeg har hørt det så mange gange fra så mange sider, at jeg er sikker på, det ikke kun er mig selv der kan se det.

Uanset hvad tror jeg ikke, der er mange af de tøsede piger, der oplever det her en torsdag aften:

(Der stod egentlig “Gamernight”, men vi ved jo godt allesammen, det bare er et mere fancy ord for LAN)

“Nyd det” sagde I. Da jeg skrev at Kasper skulle være væk i tre dage. “Tænk på alt det slik og kage du kan spise!”

Nå, men det gjorde jeg. Og så skete det her:

Uanset hvor spændende ens studie er, er det umuligt ikke at blive træt af det en gang imellem. Som dagen før en stor rapport skal afleveres, i timen inden en større præsentation eller simpelthen når pensum bliver for tørt, og man snegler sig gennem kapitlerne…

Og så er der de dage, hvor man ser stjernerne, og kommer i tanke om, hvorfor man valgte at tage en lang universitetsuddannelse, og hvorfor intet i verden kan være federe end (en dag) at blive betalt for at arbejde med netop dette emne.

Sådan var min dag i dag.

Jeg ved godt, I ikke gider at høre om alle de tørre, naturvidenskabelige ting jeg foretager mig. Men jeg er ligeglad, så jeg synes da lige I skal vide, at stjernerne i dag viste sig som den berømte patch clamp teknik. Som jeg har hørt om tusind gange gennem mit studie, men udførte for første gang i går. Og som den eneste på holdet (…6 mennesker, men stadig), fik jeg det faktisk til at lykkes.

Jeg er egentlig meget glad for, de andre ikke lagde mærke til det. Jeg tror ikke, jeg ville synes det var specielt fedt, hvis Kaspers forældre eller Kasper selv begyndte at glo på hendes røv. Tjenerens. Det ville være akavet, og hvad Kasper angår, ret jalousifremkaldende.
Men jeg kunne slet ikke lade være med selv at kigge. Ikke mindst på grund af overraskelseseffekten. Hun havde et halvlangt forklæde på, men når hun vendte sig om, afslørede hun de korteste shorts nogensinde.

Og så kunne jeg ikke lade være med at blive lidt misundelig. Pigen var så spinkel og fin, men manglede bestemt ingenting bagtil. På den meget harmoniske måde.

Da jeg selv blev opmærksom på, jeg gloede hver gang hun vendte sig om, blev jeg lidt forlegen. Både fordi det gik op for mig, at jeg ikke var specielt diskret, men også fordi jeg sjældent kigger sådan på folk. Hverken mænd eller kvinder.
Det tror jeg tilgengæld forretningsmiddag-mændene ved nabobordet var vant til. De gloede helt åbenlyst. Flere gange grinede de sjofelt og indforstået, når hun gik forbi.
Så virkede mit kiggeri pludselig meget uskyldigt.

Tidligere i dag tegnede jeg til et blogindlæg, hvor Kasper flytter tyrkisk peber væk fra mig, fordi det ikke er sundt for mig. Og så tænkte jeg, jeg lige ville forklare, hvorfor Kasper blander sig i den slags.

Sagen er den, at mit tyrkisk peber-indtag har for vane at gå ud over ham, af og til på nogle lidt kedelige måder.

Da Kasper og jeg blev kærester (for 4,5 år siden), havde jeg lige haft et mavesår, og selvom det var væk, var jeg meget følsom hvad angår mad, slik og alkohol. Hvis jeg f.eks. havde glemt at spise, eller havde udsat det lidt for længe, blev jeg straffet hårdt med vedvarende kvalme og hvad der dertil hører. Derfor gik Kasper hurtigt i panik, når disse situationer opstod: