Dengang jeg startede på specialet, havde jeg en lidt en drøm om, det ville blive sådan her:
Og selvom jeg stadig elsker mit speciale (højt), og ikke kunne forestille mig noget bedre, end at fortsætte med det flere år endnu, så må jeg nok også erkende, at min dagligdag mest af alt ser sådan ud:
Pludselig har fredag og alkohol fået en helt ny betydning.
Men i en presset situation er jeg alligevel villig til at give eventuelle højere magter en chance.
Jeg havde seriøst svært ved at koncentrere mig, mens jeg var på universitetet i sidste uge. Ud over det obligatoriske laboratoriearbejde og at få løst et par spørgsmål til noget teori, kom jeg overhovedet ikke videre med rapporten.
Jeg erkendte hurtigt, man ikke altid kan være lige effektiv, og at det måske var på tide at holde arbejdsdagene på kun 8 timer eller måske endda lidt mindre. Tage lidt fri. Men jeg kunne slet ikke overskue al den fritid, da det endelig kom til stykket. Måske jeg har glemt, hvordan man gør?
Så jeg åd. Det kan man jo altid gøre, når man keder sig. Det hjalp ikke rigtigt på mit humør. Faktisk blev jeg bare lidt rastløs.
Det værste er, jeg ikke rigtigt kan sætte fingeren på, hvorfor jeg pludselig fik det sådan her. Har det noget med Dresden at gøre? Er det bare fordi, man kan have en doven uge engang imellem? Eller skyldes det, at foråret så småt er begyndt at dukke op, og man derfor mister lysten til at lave andet end at sove i en solstråle?
Jeg kunne kun komme i tanke om én “løsning” på problemet, men den holder vist ikke i længden.
Heldigvis har jeg nogle fantastisk søde venner, der på magisk vis ved lige hvad og hvornår de skal skrive. Så da jeg sad søndag aften og var allermest deprimeret over tilværelsen, fik jeg lige en sms med en invitation til is på stranden i Hellerup efterfulgt af et cafébesøg. I lufthavnen. Fordi vi havde bil, og Stine ville til Starbucks.
Og pludselig blev mandagen meget lettere at gå i møde.
Det er svært ikke at mindes, hvor kikset jeg var, dengang det var min tur – komplet med skæve tænder, tøj købt i panik to dage før, ufotogen opførsel foran kameraet, akavet latter, samt ikke at forglemme utallige paniske tanker om, hvor pinligt det kunne udvikle sig at have menstruation den ene dag i sit liv, man skulle have hvidt tøj på.
Jeg håber min kusine klarer sig gennem dagen med lidt mere ynde.
