(Måske var det lidt løgn, da jeg tegnede mig selv som en super flittig studerende i mandags. Sådan ser jeg i hvert fald sjældent ud om formiddagen…)

I går læste jeg til eksamenen. Senere kom Lasse og Danijela på besøg. Kasper og jeg lavede chili con carne til aftensmad. Det var hyggeligt.

Nu tænker du måske, at det her må være verdens kedeligste blogindlæg. Det er fordi du ikke ved, alternativet var en tegning og en detaljeret beskrivelse af, hvordan jeg vandt “mestersværdet” i computerspillet Zelda…

Oven på en sjov weekend er der intet bedre end at starte blidt op med lidt ustressende og useriøs eksamenslæsning…

Jeg kan i øvrigt berette, at Marens konklusion var, der ingenting sad deroppe – hvilket jeg gætter på amarOrama satte stor pris på.

Det var en ret sjov aften – desværre blev jeg nødt til at tage tidligt hjem, fordi jeg var fuld og træt. Da jeg havde forladt Dines lejlighed, blev jeg lidt i tvivl, om jeg ikke godt kunne have festet videre. Den kolde luft gjorde mig så frisk, følte jeg. Jeg fortrød også, jeg ikke havde taget Superheltemors skedetegning med…
Jeg tror dog, det var meget godt, jeg alligevel cyklede hjem. Jeg husker i hvert fald ikke andet fra den lange tur, end at jeg konstant havde en lille hjemmebrygget sang svirrende rundt i mit hoved. Den lød cirka sådan:

“Bzzzzzz, det går lige ud, det går lige ud hjem, bzzzzz! Bzzzzzz, det går lige ud, det går lige ud hjem, bzzzzz! Bzzzzzz, det går lige ud, det går lige ud hjem, bzzzzz! Bzzzzzz, det går lige ud, det går lige ud hjem, bzzzzz! Bzzzzzz, det går lige ud, det går lige ud hjem, bzzzzz! Bzzzzzz, det går lige ud, det går lige ud hjem, bzzzzz! Bzzzzzz, det går lige ud, det går lige ud hjem, bzzzzz!

Jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg skal forvente, efter jeg bliver færdiguddannet. Jeg håber, håber, håber jeg får et arbejde – hurtigt! Jeg kan slet ikke udholde tanken om, jeg risikerer at skulle sidde derhjemme at glo hver eneste dag, efter specialet er afleveret.

Det var slemt nok at komme igennem de sidste to lange sommerferier, hvor mine venner også havde ferie, og min kæreste boede i Danmark.

Jeg er ikke særlig optimistisk, hvad jobmuligheder angår. Selvom farmaceuterne ikke ligefrem er hårdest ramt af krisen, ved jeg jo godt, det bliver svært at få foden indenfor.

Allermest er jeg bange for, mine jobansøgninger bliver kasseret, hvis arbejdsgiverne finder ud af, jeg bor sammen med Kasper og har været kæreste med ham i 5 år.

    

    

Jeg har ikke rigtig nogen plan for, hvordan jeg skal tackle de her problemer, hvis de opstår. Gå i praktik på et apotek? Arbejde på McDonalds? Flytte til udlandet? Forsøge at presse penge ud af systemet til efteruddannelse?
En ting er sikkert: Hvis jeg ikke finder på et eller andet at lave inden for et halvt år, ender jeg sådan her:

Dette år skal Kasper bo et halvt år i Tyskland + et par uger i Frankrig. Det bliver helt klart en udfordring. Jeg hader tanken om, jeg bliver efterladt alene herhjemme.

Jeg har dog efterhånden vænnet mig lidt til tanken, så jeg er nået dertil, hvor jeg godt kan se det positive i situationen. Jeg tror f.eks. vi kommer til at få nogle helt vidunderlige weekender sammen, når jeg skal ned at besøge ham. Hver eneste tur bliver en oplevelse – og det bliver en spændende afveksling fra hverdagsparforholdet på Østerbro.