Sidste feriedag
I går brugte jeg min sidste påskeferiedag på at spille kroket og grille hjemme hos nogle af Kaspers venner. Det var meget hyggeligt, i hvert fald indtil den sidste del af kroketspillet hvor jeg to bøjler før mål blev krokeret ind på pinden og måtte starte forfra. Det var Kasper der gjorde det.
Godt jeg er sådan en god taber.
Men det hjælper selvfølgelig også, at Kasper er en så diskret og ikke-hoverende vinder.
Jeg bar nag resten af eftermiddagen, men mit humør steg betragteligt senere hen, da Kasper begyndte at lide. Dagens tema var “bøffer ad libitum”, hvilket de tilstedeværende mænd tolkede som “spis alt hvad du kan (om så din mavesæk revner)”. Kasper var ingen undtagelse, og jeg følte, at jeg fik genoprettet lidt af min stolthed gennem hans unødvendige smerter.
Jeg kan dog ikke være skadefro ret længe ad gangen, når det er Kasper det handler om. Jeg tror, det er hans skæg, der gør det. Det er magisk.
Åh, men han er så sød og så rødhåret…
Påskedag
Som resten af Danmark var jeg (igen) i går ude at nyde det gode vejr. Min veninde og jeg fandt en lille grøn plet nær søerne, som de vi delte med ret mange andre solhungrende københavnere. Deriblandt ikke så få alkoholikere, der var meget vedholdende i deres jagt på penge til øl.
Hvornår er “nej, desværre” og “nej, jeg har ingen kontanter” blevet et oplæg til diskussion?
Jeg har i det hele taget ret mange issues, når det gælder alkoholikere. Alt inden i mig skriger “utilregnelig!” og “væk væk væk”, når de kommer hen for at tale. For tænk nu hvis jeg ikke kan slippe af med dem igen. I virkeligheden foretrækker jeg (som resten af østerbrosegmentet?) at blive konfronteret med alkoholikernes eksistens på følgende måde:
Jeg synes selv det er sørgeligt.
Hvorfor jeg ikke er 100% gravhund #3
De har ingen tidsfornemmelse. Overhovedet.
Hvorfor jeg ikke er 100% gravhund #2
Ægte gravhunde er elendige til det med sprog. De ord de ikke ignorerer (som “op at læg dig”, “ud at tisse” osv), kender de ikke. Der er faktisk kun et ord, der eksisterer i deres bevidsthed, men selv simple rim kan aflede dem:
På den anden side… når der nu er begrænset plads inde i hovedet på min søde lille hund, så kan man vel ikke bebrejde hende, at hun lægger fokus på det vigtigste ord af dem alle?
Is i Hellerup
Sådan er det, når man spiser langsomt Kasper.
Hvorfor jeg ikke er 100% gravhund #1
I min familie har vi altid haft det sjovt med at finde lighederne mellem os selv og gravhundene (min kæreste synes det er en meget let og underholdene leg, og kan være lidt for ivrig med at påpege dem, men lad det nu ligge…).
Da jeg passede hunde denne gang, havde jeg til en forandring, måske på grund af denne blog, en masse tanker om, hvor grænsen gik mellem en ægte gravhund og en menneskelig gravhund. Og når man har kigget længe nok på en ægte gravhund, bliver det spørgsmål faktisk ikke så svært at besvare. I hvert fald så Polka sådan her ud, 80 % af den tid jeg passede hende:
Sød men snothamrende dum. Og det er trods alt ikke et prædikat, jeg vil hæfte på mig selv.
Kakao
Mens jeg passede hus og hunde for mine forældre, fik jeg lyst til at afprøve det der med at blande skumfiduser og kakao. Det var ikke helt, hvad jeg havde forventet.
Og efter de få overlevende skumfiduser var fisket op, drak jeg så også lige resten af kakao/skumfidus-mætningen. Det var ret sødt. Ja, det var faktisk hjernedødt sødt: Den første mundfuld var fin, den næste lettere ubehagelig, og de resterende gav mig gradvist mere og mere kvalme.
I vil være stolte over at høre, at jeg alligevel drak det hele, og ingen mad derfor gik til spilde – hvilket jo ville have været synd for de sultne børn i Afrika.
Da det hele var gledet ned, blev jeg henført i det vildeste sukkerchok, jeg længe har oplevet. Det føltes cirka sådan her:
Jeg vil dog ikke afvise, jeg gør det igen en dag. Hvad nu hvis man bare skal vænne sig til det?
Et lille skridt for menneskeheden
men et stort skridt for mig!
For første gang i mit liv har jeg været i besiddelse af en plante, der ikke kun er overlevet et helt år, men nu også blomstrer op på ny!
Gravhundestemning
Service info: spring dette blogindlæg over, hvis du kun kommer for sjove små tegninger. Følgende er ren gravhundedyrkelse.
———————————————————————————–
Selvom jeg ikke kan scanne tegninger ind, mens jeg passer hus og hunde for mine forældre, synes jeg ikke, I skulle snydes for lidt aktuel og autentisk gravhundestemning.
Først har vi Polka – 14 år og nok en smule ufotogen…
Hvalpen Flash:
(ej men se lige hans lille tunge der stikker ud)
Solskin, gravhunde og masser af fritid… Hvis Polka og Flash nu bare ville holde op med at forsøge at grave vores afdøde gravhund Quina op igen, ville dagen være perfekt.
Strandvejr
Nu hvor jeg sidder og glæder mig absurd meget til det bliver sommer, kom jeg til at tænke på alle de gange jeg har været på stranden og har fået fornøjelsen ødelagt. Jeg ELSKER at bade i havet, i hvert fald i teorien, men der er altid noget der går galt. Enkelte dage har det været alt for koldt (jeg foretrækker mit havvand OVER 17 grader, tak), andre dage var der vandmænd eller alger, måske for mange og for irriterende strandgæster, men intet kan dræbe stemningen som mine egne tanker. Irriterende, irrationelt og ikke mindst fuldstændigt meningsløst:
Men i år bliver det anderledes, har jeg planlagt. Så snart sommeren sætter ind, vil jeg tage på stranden hele tiden, og intet skal få lov til at ødelægge min glæde! Mindst af alt ikke-eksisterende hajangreb. Kan I mærke duften af tang? Det er lige om hjørnet nu…