Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kan køre længere end 30 km i bil uden at blive helt svimmel af køresyge.
Jeg hader at være svimmel. Det er en underlig, diffus og kvalm følelse, og den får mig altid til at se fuld ud. Der findes faktisk kun én situation, hvor svimmelhed kan accepteres og måske endda nydes:
Det vil jeg til gengæld helst ikke vokse fra.
Måske er det fordi, jeg har boet på DTU-kollegium. Måske er det fordi min ældste lillebror var den værste smart ass, da han var teenager.
Men jeg forstod simpelthen ikke, hvordan det kunne gå til, at der fandtes en person under 30 år, som ikke kendte til “din mor”-jokes.
Så sad vi i stearinlysets skær, Kasper og jeg. Og kiggede hinanden dybt i øjnene. Talte lidt om dagen der var gået, og sjove ting der var sket.
Og midt i det hele indser jeg, at selvom jeg elsker specialet meget højt, så skulle jeg måske også begynde at koncentrere mig lidt om andre ting, hvis vores samtaler over middagsbordet ikke skal blive alt for… ja… I ved…
Når man lige har fået en Nintendo DS af sin næstældste lillebror, så kan det godt være lidt svært bare at efterlade den derhjemme…
Jeg kom i et anfald af dårlig samvittighed til at tilmelde mig en yoga-time i fitnesscenteret i dag. På trods af mine muskler stadig straffer mig for sidste omgang holdtræning dernede.
Jeg har aldrig prøvet det før, men jeg har en utrolig ufleksibel krop og et anstrengt forhold til spiritualisme, så jeg forventer ikke ligefrem at nyde det.
Men så kan man jo lade være med at give sin indre Jesper Fårekylling næring allerede ved morgenbordet.
Jeg mener… Hvad er odds’ene for, jeg var endt til yogatræning, hvis jeg havde skiftet vafler og flødeis ud med sund speltgrød fra Irma?
