Nadia

Kasper er blevet syg. Jeg brokker mig ikke. Dels fordi han tager det temmelig udramatisk (og stadig kunne hente morgenbrød til mig), dels fordi han bliver dejlig medgørlig. Det bedste er, jeg får lov til at kysse ham alt det jeg orker, uden han protesterer.

Jeg har dog på fornemmelsen, han er i bedring. Man kan selvfølgelig aldrig sige noget med sikkerhed, men jeg har bare en følelse af, det er ved at være overstået for denne gang…

Jeg ville gerne skrive og tegne om en masse ting i dag. F.eks. det ekstraordinert festlige bryllup jeg var til i fredags, eller den hyggelige fødselsdag vi brugte lørdagen på. Eller lidt om de mange tegneserier, jeg har fået læst de sidste par dage.
Men jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig. Så i stedet får I en tegning om, hvordan det er at være løbet tør for morgenmad:

Og til alle jer, der mener jeg skal smutte op på cyklen og hen til bageren: Det regner.

Ja, jeg ved det. Livet er hårdt ikke?

Jeg er ret sikker på, jeg lignede en narkoman, der netop var blevet tildelt en kæmpe bunke heroin, da jeg fik min pakke fra postbuddet i går.

Jeg har nemlig langt om længe fået en smartphone! Her ville jeg så gerne skrive lidt om, hvor godt vi har det sammen, min nye mobil og jeg, men desværre er jeg tæt på et hysterisk anfald. Telefonen vil ikke gå på 3’s net! I stedet må jeg snylte mig til hver eneste trådløse internetforbindelse jeg kommer i nærheden af – og det er ikke mange.
Jeg spår, at Oisters kundeservice meget snart får en stærkt uligevægtig kunde i røret, der formentlig har brugt hele natten på at panikke over, hun ikke kan være på facebook og twitter, næste gang hun skal i laboratoriet.

Øhm… For det er vel derfor man har en smartphone, ikke?

Når man har haft en lang dag og lige er startet på en masse nyt, så synes jeg man har fortjent at slumre lidt på et varmt og trygt sted.