For det meste er jeg fint tilfreds med min højde. Selvom jeg kun måler 160 cm (og dermed er en pænt udfordret koncertgæst), så synes jeg inderst inde, det er helt perfekt! Især efter petite-udgaven af tøj er begyndt at finde vej ud i butikkerne, har jeg haft svært ved at finde noget at brokke mig over. Udbuddet er mænd er større, jeg har en god undskyldning for ikke at kunne løbe hurtigt og jeg kan købe billige converse-sko i børnestørrelse. Rent win. Men så er der… andre dage. Dage hvor jeg alligevel ærgrer mig lidt over, jeg ikke har bare 4 cm mere på den konto…         … seriøst? EN EUR-PALLE!?!  

 

 

 

 

 

 

 

Dem der fulgte med her på bloggen, da jeg fik stillingen, ved præcis hvor latterligt lykkelig jeg var. Det var en drøm der gik i opfyldelse! Jeg elskede mit specialeprojekt, og her var en gylden mulighed for at fortsætte på noget lignende – endda med løn undervejs og en flot titel som afslutning!

I anledningen af, jeg snart er 2/3-dele gennem min ph.d., synes jeg lige vi tager en opsummering af, hvordan det er gået.

 

For at ridse op: Målet når man skriver en ph.d.-afhandling er dette:

 

 

 

Men man kan godt afslutte sit projekt og dermed blive færdig med forskeruddannelsen, hvis man i det mindste er nået hertil:

 

 

 

Og skal vi så se, hvordan det er gået mig gennem tiden?

 

Efter 3 måneder:

 

 

 

Efter 1 år:

 

 

 

 

Efter 1 år og 3 måneder:

 

 
Efter halvandet år:

 

 

 
Efter 1 år og 8 måneder:

 

 

 

Nu:

 

Jeg kan godt afsløre, at hvis San Francisco ikke viser sig at være pissefedt, og der ikke snart kommer nogle helt bestemte forskningsresultater i kassen, så er det slut med forskning for mit vedkommende. Aldrig igen gider jeg investere så stor en del af mit liv og så meget engegement på noget som er dødfødt.

Jeg glæder mig til, at jeg om kun ét år kan slippe fri fra den bitterhed, al skuffelsen og den konstante vrede jeg render rundt med lige nu.

 

 

 

For én gangs skyld havde vi købt ind til mere end de næste to dage. For mere end 500 kroner. Vi havde endda lavet en fucking madplan.

Hvad sker der så? Komfuret brænder sammen, relæet kortslutter og vi er nu tilbage på takeaway…
Hvorfor overhovedet forsøge sig med voksenstemning, hvis man alligevel ender nede på Aroii for igen at bede om “det sædvanlige”?

 

 

Uanset hvor meget jeg fortæller mig selv, det ikke er underligt at en 27-årig ph.d.-studerende spiller gameboy, så kan jeg ikke komme udenom det faktum, at nintendoens online-verden hovedsageligt er befolket af umodne teenagedrenge.

 

 

 

 

Morgenmad smager tilsyneladende bare bedre, når man har vundet den i et VM-væddemål. Jeg kan mærke en spirende kærlighed til det tyske landshold…

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter at have brugt nogle timer på tryghedsindekser og crimestat-sider på internettet må jeg sige, at jeg ikke rigtigt forstår, hvordan amerikanerne overhovedet har overlevet så længe.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg bruger selv min weekend på at sidde i et mørkt laboratorium, men jeg synes helt ærligt du skal bruge din på at tage til Science in the City. Det startede i dag, og løber i princippet helt indtil den 26. juni. Det er en slags åbent, gratis Experimentarium (men uden alle de der udstillinger der ser slidte ud og ikke virker).

Det er for alle, så du kan sagtens tage dine børn med. En af mine vejledere, Thomas, står klar, hvis du skulle få lyst til at lære om, hvordan det der hestehjerte ser ud indeni eller hvis du gerne vil se en måling over, hvordan dit eget hjerte slår. Et hurtigt kig i programmet fortæller, du også kan få testet din sæd, prøve en elbil, kravle ned i et stort toilet eller se flotte lysinstallationer.

Kom afsted! Det er ikke hver dag Danmarks forskere står klar med sjove og spændende installationer, der kan vise dig lidt om, hvad vi laver rundt om på universiteterne.

… synes jeg vi skal nyde et debatindlæg i Politiken, hvor vi kvinder igen kan blive mindet om, at selvom vi fjoller rundt med overflødelige jobs og selvsmagende egotripperliv, så er der kun et sted, vi rigtigt høre hjemme: Blandt BØRNENE!