Kasper kalder mig ofte for det mest bekymrede menneske i verden. Jeg kan på en måde godt se, hvor han vil hen. Havde i hvert fald den mest irrationelle krise i dag. Over specialet.

Hvor jeg aldrig har problemer med at få vejledning nok…

Hvor jeg aldrig behøver gå i panik…

Hvor der findes andre, der nærmest er tvunget til at interessere sig for det jeg laver…

Hvor jeg aldrig er ensom i laboratoriet…

Hvor jeg altid hygger mig (lidt for meget), selv hvis jeg sidder hele dagen på kontoret…

Hvor jeg aldrig spiser frokost alene og for en gangs skyld kan bruge mit tyske til et eller andet.

Hvor der er fyldt med succeshistorier…

Men alligevel?

 

 

Senere på museet:

Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kan køre længere end 30 km i bil uden at blive helt svimmel af køresyge.

Jeg hader at være svimmel. Det er en underlig, diffus og kvalm følelse, og den får mig altid til at se fuld ud. Der findes faktisk kun én situation, hvor svimmelhed kan accepteres og måske endda nydes:

   

 

Det vil jeg til gengæld helst ikke vokse fra.

Måske er det fordi, jeg har boet på DTU-kollegium. Måske er det fordi min ældste lillebror var den værste smart ass, da han var teenager.

Men jeg forstod simpelthen ikke, hvordan det kunne gå til, at der fandtes en person under 30 år, som ikke kendte til “din mor”-jokes.

Så sad vi i stearinlysets skær, Kasper og jeg. Og kiggede hinanden dybt i øjnene. Talte lidt om dagen der var gået, og sjove ting der var sket.
Og midt i det hele indser jeg, at selvom jeg elsker specialet meget højt, så skulle jeg måske også begynde at koncentrere mig lidt om andre ting, hvis vores samtaler over middagsbordet ikke skal blive alt for… ja… I ved…

Når man lige har fået en Nintendo DS af sin næstældste lillebror, så kan det godt være lidt svært bare at efterlade den derhjemme…