Hvad jeg lærte i går:
Sådan føltes det i hvert fald.
Bare hans tænder nu ikke falder ud bagefter…
Min yngste lillebror er kun på sommerferiebesøg en gang om året – og så er det vel helt okay, at jeg simpelthen ikke kan sige nej til ham, ikke?
Sommerferie og huspasning
Jeg har haft lidt problemer med at skulle skrive om min ferie. Der skete jo ingenting! Vi slappede bare af, fik nogle venner på besøg og sådan.
Men når jeg tænker efter, så havde ferien alligevel det hele.
Der var afslapning og hygge i sommersolen:
Der var frygt:
Der var heltemod:
Der var kamp:
Der var underholdning:
Der var succes:
Der var god mad:
Rigtig meget mad:
Og så var der kærlighed:
… rigtig meget kærlighed.
De svære valg her i livet
Der er selvfølgelig enkelte… problemer… ved at skifte til farvelægning på computer. Som f.eks. Kaspers farve. Helt fra starten valgte jeg at tegne ham som en bordeaux, nuttet bjørn. Sådan ser han ud på alle mine tegninger, altså dem der ligger herhjemme på mit skrivebord. Desværre er det som om scanneren har modarbejdet mig lidt, hvorfor de fleste af jer kender ham som “den lyserøde bjørn”.
Kasper har stadig ikke tilgivet mig.
Jeg har selvfølgelig mulighed for at give ham oprejsning, eftersom jeg alligevel skal til at ændre på farverne. På den anden side… Det er da for sent at lave om på nu, ikke? Ellers er der jo ingen, der kan kende ham igen.
Endelig hjemme!
Selvom det har været en fantastisk hyggelig ferie, så er der altså noget helt særligt over bare at smide sig i sin egen seng, når man kommer hjem igen.
Jeg har allerede planlagt en lille tegnet gennemgang af ferien, men det må vente lidt. Nu vil jeg bare nyde, at jeg kan slappe af i min egen sofa.
Imens kan I jo kigge lidt på tegningen ovenfor. Jeg er hamrende træt af at farvelægge med farveblyanter, for det er ret tidskrævende. Nu har jeg forsøgt mig med et tegneprogram – tegningen er dog stadig lavet med kuglepen og scannet ind. Det skal nok finpudses lidt, men hvor er det dog dejlig nemt!
Del 14: Alt godt har en ende
Det gjaldt også for kollegielivet. Da dem jeg kendte fra køkkenet efterhånden begyndte at flytte ud, flyttede der nye studerende ind. En del af dem havde en lidt alternativt fortolkning af begrebet “hensyn”. Hensyn var ikke det, man skulle tage over for andre – hensyn var mere en slags overbærenhed, man skulle udvise overfor dem.
Da disse teenagere, der havde en del uforløste forældreoprørskomplekser, flyttede ind, indså jeg, at det var på tide jeg flyttede ud. Sådan sluttede en ellers fantastisk periode af mit liv.
Efter at have brugt hvad der føltes som 100 år på at finde en lejlighed, flyttede Kasper og jeg sammen på Østerbro. Der bor jeg endnu – og så er I vist up to date med alt det vigtige, der er sket i mit liv.
Jeg håber ikke, det har været for kedeligt – men uanset hvad vender den almindelige “HverdagsNadia” tilbage i morgen, endnu engang på dagbogsform. Vi ses!
Del 13: Kollegietiden
Efter at have været kærester med Kasper et stykke tid, rykkede jeg ind på hans kollegie. På nabokøkkenet for at være helt præcis.
Jeg gav det ikke rigtig en chance. Der var grimt, beskidt og jeg havde bare overhovedet ikke brug for at lære nye mennesker at kende, syntes jeg. Det skulle helt klart kun være midlertidigt!
Heldigvis blev det ferietid. ALLE tog af sted. Jeg var efterladt alene på kollegiekøkkenet sammen med en høj fyr, der hed Christian, og som var i gang med at skrive bachelorprojekt. Han var i et elendigt humør, så vi talte ikke til hinanden. Han sad og skrev, og jeg spillede Harvest Moon på min Nintendo.
En morgen da ugen var ved at være omme, var jeg ret træt af Harvest Moon, så jeg gik kun ud på køkkenet for at spise lidt morgenmad. Christian sad selvfølgelig stadig derude, mere træt og stresset end nogensinde før. Pludselig spurgte han mig, om jeg ikke havde lyst til at spille lidt mere computer – det var så hyggeligt, når jeg sad der. Og det kunne jeg vel lige så godt, når nu han spurgte.
Sådan gik det til, at jeg alligevel blev en del af køkkenet. Det var en virkelig fed tid, og jeg lærte en masse søde og sjove mennesker at kende (I kan se nogen af dem her, her, her og her). Det var især dejligt, at man hver eneste dag var garanteret godt selskab, når man kom hjem fra universitetet. Og hvis jeg havde haft en dårlig dag på studiet, havde drengene fra køkkenet altid masser af gode råd til, hvordan jeg skulle straffe eventuelle irriterende medstuderende:
Del 12: Kærlighed
Der skulle gå ni måneder, fra jeg mødte Kasper første gang, til vi blev kærester. Ikke fordi vi ikke var interesserede i hinanden, men der blev ved med at komme en masse misforståelser i vejen. Som at jeg fra flere kilder havde hørt, at han havde en kæreste. Det hjalp heller ikke, at vi konstant mødtes til meget seriøse, politiske arrangementer, der ikke ligefrem opfordrede til flirteri.
Jeg prøvede faktisk at invitere ham ud.
Jeg håbede sådan han ville komme, så hele aftenen sad jeg forventningsfuldt og stirrede på døren. Han dukkede aldrig op.
Kasper forsvarer sig dog med, at han husker situationen lidt anderledes:
Til sidst tog Kasper skeen i egen hånd og inviterede sig selv hjem til mig, under påskud af han gerne ville prøve at spille på min Super Nintendo. Det er sjovt nok den eneste gang, Kasper har vist interesse for den. Heldigvis virkede hans taktik, og så blev vi kærester.
