Da jeg flyttede til Lyngby for at studere på DTU, skulle jeg naturligvis også skifte DSU-afdeling. Og det var i den sammenhæng, at jeg på en kold og sneende januardag mødte Kasper. Vi stod begge og ventede på afdelingsformanden, som var voldsomt forsinket. Jeg brugte tiden på at vurdere Kaspers kærestepotentiale.           Jaja, okay… Vi mødte måske hinanden en måned tidligere inden for i selv samme DSU-lokale. Der var bare proppet med mennesker, der allesammen kendte hinanden på forhånd, og jeg kendte ingen. Og så er det jo helt okay, jeg ikke kunne huske ham bagefter. Ikke?

Under min gymnasietid blev jeg sammen med nogle veninder hvervet til DSU. Vi følte os meget vigtige. Meget flittige. Meget engagerede. Der blev holdt et utal af politiske møder og kurser rundt om i hele landet, og jeg deltog utrætteligt i så meget så muligt.

Men… Sjovt nok er det eneste jeg sådan rigtig husker fra den tid, scener som denne?

Selvom kærligheden til Socialdemokraterne ikke var så langtidsholdbar, så skulle mit DSU-engagement alligevel vise sig at være al umagen værd… Men mere om det i morgen.

Gymnasietiden var fantastisk. Ikke mindst fordi jeg en gang for alle fik cementeret, at jeg ikke var et geni, og at jeg nok skulle dæmpe mig lidt i timerne. Det trængte jeg til.

Jeg opdagede også den dybe kærlighed til kemi efter at have skrevet projekter på H.C. Ørsted Instituttet og Det Farmaceutiske Universitet (som det hed dengang).

Når jeg ser tilbage, kunne jeg dog godt have ønsket mig, at jeg havde været lidt grundigere med at vælge universitetsstudie bagefter. Så havde jeg nok sparet et år på DTU…

Jeg ønskede mig brændende at finde nogen, jeg kunne være udenfor sammen med. Jeg gjorde mit bedste for at tiltrække typer, jeg mente måtte være ligesom mig. Jeg ved ikke lige, hvor jeg havde forestillet mig, de typer skulle komme fra – det var en lille by ude på landet. Der var ligesom bare de børn, der nu engang var.

Efter et par akavede og mislykkedes forsøg på at passe ind, gjorde jeg alt hvad jeg kunne for at distancere mig fra resten af pigerne i den nye klasse. Jeg anskaffede mig poset, hippieagtigt og hjemmesyet tøj, hørte Steppeulvene, brændte røgelse af og tegnede peacetegn på alting.

Min familie var fulde af gode råd om min fremtid i den periode. De råd bed ikke rigtig på hippie-Nadia.

Hippie-Nadia ville være yderst skuffet over at vide, at jeg snart er færdiguddannet farmaceut og bor sammen med en lægesøn, der i øvrigt er uddannet civilingeniør…
Det er egentlig også lidt uhyggeligt, så god jeg har været til opfylde min onkel og stedfars drømme!

Midt i 5. klasse flyttede min familie fra Karrebæksminde. Jeg skulle starte på en ny skole, og lad mig bare sige det med det samme: Det var ikke nogen stor succes. Her var dreng-pige kontakt ilde set, og jeg følte mig ret alene. Dels fordi klassens piger havde en lidt anderledes omgangsform, end jeg var vant til:

Dels fordi min attitude ikke ligefrem blev bedre med alderen:

Da jeg startede i skole, havde jeg allerede lært både at læse og regne. Jeg var ikke særlig… beskeden omkring det. Det er nok en af grundene til, jeg ikke var klassens mest populære pige.

Heldigvis var der en stor gruppe drenge, jeg kunne lege med. Eller læse tegneserier med. Min yndlingsven hed Kåre, og sammen startede vi et større Tom&Jerry-plagiat.;

Åh ja, Nadia 5-11 år ville være stolt over at se mig i dag, med tegneserieblog og det hele. Men hun var hård, så jeg tror hun ville skælde mig ret meget ud, for ikke at være bedre til at tegne. Alle de år til at øve sig i, og hvad kom der ud af det? Kan jeg tegne en hest? Nej. Kan jeg tegne realistisk? Nej. Kan jeg overhovedet tegne Garfield eller Steen og Stoffer ordenligt? Nej…
Nadia 5-11 år ville sværge, at hun ville lægge mere arbejde i at øve sig! Fremtiden skulle blive anderledes! Og så ville hun sætte sig ind foran Nintendoen.

Da jeg er en del af en meget moderne skilsmissefamilie, kom der selvfølgelig mange flere søskende undervejs. Jeg endte op med at have hele 7 stk.

Heldigvis er jeg en virkelig god storesøster, så jeg tog det i stiv arm.

Jeg kunne seriøst ikke se pointen. Selvom den kunne gå i en alder af 8 måneder, var jeg ikke imponeret.

Helt ærligt så skulle der gå mange år, før jeg anerkendte, at den var noget værd. Den der Kristoffer. Skide smart ass fra starten af, altid lidt for kæk, altid lidt for hurtig med en saks i nærheden af mit legetøj.
Men altså, når det virkede, så virkede det også bare:

Som husets yngste barn levede jeg et liv i luksus! Jeg fik alt som jeg ville have det, og jeg var hele familiens centrum.