Spørgsmål til professoren
Forleden dag så jeg, at det var en der havde fundet min blog, ved at søge på de ret flabede ord: “Gravhunde -hvorfor?”.
Først tænkte jeg, at det vel nok var heldigt for vedkommende, at han/hun blev ledt herind af google, så spørgsmålet kunne blive besvaret. Indtil det gik op for mig, at jeg faktisk gør en temmelig dårlig reklame for gravhunden. Ud over et par nuttede billeder af mine forældres dyr, så står her faktisk ingenting om, hvorfor netop gravhunden er så fantastisk.
Tsk tsk…
Det bliver jeg simpelthen nødt til at lave om på.
DERFOR skal du købe en gravhund:
- Gravhunde er nuttede. Og jo, det er en udemærket grund.
- Gravhunde har mere personlighed end f.eks. en labrador. Om man kan lide den personlighed er naturligvis en smagssag, men den er der og der er meget af den!
- Gravhunde er hundenes svar på en kat. De er selvstændige og kan sagtens underholde sig selv/hinanden i længere tid. Tilgengæld slipper du for alt det irriterende ved katte, som når de river dig, fordi du kom til at nusse på den forkerte måde.
- Gravhunden ELSKER dig! Uanede mængder af kærlighed pakket ind i sort pels og lange bløde ører.
- Gravhunde savler ikke.
- Gravhunden kan aldrig løbe fra dig. Den er lille, dens ben er korte og de er som regel dovne. Du er med andre ord pænt langsom, hvis du ikke kan indhente den. Den kan aldrig stikke af.
- Børn kan lide at lege, gravhunde kan lide at lege. Det er den perfekte kombination!
- Den spiser katte, hvis den kan komme til det. Det er slut med kattelort på din græsplæne.
- Gravhunden kan i trange tider bruges til produktion af ekstra fodvarme under dynen. Den fylder ingenting og varmer mere effektivt end din kæreste.
- Den er så lille, at selve mindre børn kan håndtere den uden at blive overrumplet.
- Lille hund = lille portion mad = mindre lort. Gider du have brug for en hel nettopose, når du skal samle op efter din hund? Nej vel?
- Gravhunde kan fange edderkopper på kommando (og det alene er jo grund nok til at anskaffe sig en!)
Og hvis man (som jeg) har en kronisk trang til at give kærlighed fra sig i en sådan grad, at ens kæreste frabeder sig mere kysseri (og ens eventuelle børn er ved at kaste op), så er gravhunden perfekt! Den tager alle overskudskys og -kram, helt uden at brokke sig!
Det var alt for denne gang, Professor Tax har talt.












