Helt besat
Nogen gange når jeg keder mig og er i humør til lidt drømmeri/selvpineri, så går jeg ind på Home’s hjemmeside og søger på huse til salg.
Det gjorde jeg for et par dage siden. Og jeg fandt det perfekte sted, hvis jeg altså var i besiddelse af lidt over 5 millioner kroner.
Jeg er helt besat af det hus nu. Jeg tænker ikke på andet. Men hvordan skal man finde den slags penge?
Lotto selvfølgelig! Så nu drømmer jeg både om perfekt hus og lottogevinst.
Hvad kunne jeg gøre? Drømme uden grund? Nej vel? Så nu har jeg spildt 40 kr. på en lottokupon (igen). Ud af de 100 kr. jeg har tilbage til resten af måneden. Ikke fordi jeg gør mig nogen forhåbninger om at vinde, men fordi det virkede komplet meningsløst at bruge så mange tanker på noget så urealistisk. Nu har jeg da i det mindste givet mig selv chancen for at vinde. Selvom den er mikroskopisk. Og dyr.
Vil I se huset? Det må I nemlig godt, hvis bare I lover ikke at købe det, heller ikke hvis det er en af jer, der vinder i aften.
Der hører endda have til. Og have betyder gravhunde! Mine helt egne, pølsede gravhunde…













