Tidligere i dag tegnede jeg til et blogindlæg, hvor Kasper flytter tyrkisk peber væk fra mig, fordi det ikke er sundt for mig. Og så tænkte jeg, jeg lige ville forklare, hvorfor Kasper blander sig i den slags.

Sagen er den, at mit tyrkisk peber-indtag har for vane at gå ud over ham, af og til på nogle lidt kedelige måder.

Da Kasper og jeg blev kærester (for 4,5 år siden), havde jeg lige haft et mavesår, og selvom det var væk, var jeg meget følsom hvad angår mad, slik og alkohol. Hvis jeg f.eks. havde glemt at spise, eller havde udsat det lidt for længe, blev jeg straffet hårdt med vedvarende kvalme og hvad der dertil hører. Derfor gik Kasper hurtigt i panik, når disse situationer opstod:

De seneste par dages drama hos amarorama, fik mig til at tænke på, hvor irriterende det er, at jeg er sådan en kujon. Jeg ville aldrig turde gå på udforskning i gammelt hus med mystiske navneskilte.

Jeg har godt nok aldrig direkte været i en sådan situation, men alligevel ved jeg det. På grund af min narkolepsi drømmer jeg nemlig abnormt meget, mine drømme er meget lange og jeg kan som regel huske det hele bagefter, og en af mine tilbagevendende drømme går ud på, at alle mennesker er døde eller har barrikaderet sig i deres huse. Jeg er alene.

I hvert fald hvis man ser bort fra de spøgelser og vampyrer der lusker rundt, på jagt efter overlevende. De mennesker, der endnu ikke er blevet spist, gemmer sig i deres huse, og jeg kan regne ud, at de ikke har mange dage tilbage, før deres madlager slipper op. Jeg er blevet udstyret med evnen til at flyve, og nu er det op til mig at redde hele verden!
Desværre er jeg pissebange, og bruger udelukkende mine superkræfter på at flygte væk fra alt det uhyggelige. Hele natten. Hop, hop, flyv, hop med genfærd lige i hælene.

Det er sørgeligt. Jeg ville så gerne være bare lidt superhelteagtig, bare en lille smule modig, men selv i mine drømme og udstyret med superhelteevner kan jeg altså ikke gøre noget nyttigt.

Disse tanker sad jeg og blev lidt bitter over, indtil min lillesøster ringede og reddede dagen:

Det gælder altså bare om, at vælge sine superhelteevner og sin modstander med omtanke. Jeg føler i hvert fald, jeg har ret godt tjek på denne situation.

      

Jeg kan ikke rigtig tage Kaspers kommentar seriøst, selvom han har gentaget den mange gange. Som han udmærket ved, er briller er ikke en god løsning. Når jeg tager briller på, gennemgår jeg på magisk vis en forvandling fra standard gravhund til en kombination af kikset skolepige og sekretær-classic.

Jeg ved godt, at jeg ikke skal spise is. Det er ikke sundt, og jeg taber mig ikke ligefrem af det. Derfor har jeg naturligvis ikke købt is til fryseren. Det nytter heller ikke noget, at jeg spiser Kaspers meget dyre, laktosefri flødeis, der kan være ret svære at få fat på. De skal gemmes kun til ham.

Jeg ved det godt alt sammen. Alligevel gør det lidt ondt, når jeg ser Kasper gnaske dem i sig, mens jeg ingenting får.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Verden er ikke lige så smuk uden slik og sukker.