Jeg har en virkelig kedelig vane med spontant at udbryde “Du er min nye bedste ven!” til alle, der gør noget sødt for mig. Mine venner tager det ikke så seriøst – de kender min troløshed, og ved at stykke kage er nok til titlen går videre til den næste.
Desværre glemmer jeg ofte, at ikke alle mennesker kender mig lige godt, og at nogen derfor tager det mere eller mindre alvorligt. Det har affødt et par akavede episoder:

Som et symbol på min kærlighed til jer, har jeg derfor fået lavet et krus med dette motiv:

Det ser sådan ud:

Titlen er egentlig til jer allesammen, men da jeg ikke havde penge til mere end et krus, må I konkurrere om det.

For at være med i konkurrencen skal du enten:
1) Sende en tegning af mig eller en anden gravhund.
2) Sende et billede af en gravhund, der ligner mig.
I vælger selv – så længe det er hjemmelavet!

Jeg trækker lod på min fødselsdag (på torsdag), og derefter sender jeg kruset til den heldige vinder!

I går lærte jeg, at folk fra Østrig og Schweitz ikke spiser ål. Overhovedet. Og at de ikke har tænkt sig at smage.

Nogen ting skal man nok bare vokse op med.

Så tog man ud at handle ind.

…

Vidste I, at det er billigere at købe en kæmpe bøf end en masse grøntsager, hvis man kun er en person?

Kender I det, når vaskemaskinen har revet størstedelen af ens tøj i stykker? Bare sådan lige… Ritsj! Og så havde man kun et par leggins og to gamle kjoler tilbage (foruden en nu ubrugelig bunke at trøjer, t-shirts og cardigans).

Det er den perfekte undskyldning for at bruge penge, men da jeg ikke rigtig har nogen, må det vente. Indtil da klarer jeg mig med alt det grimme tøj i mit skab, jeg aldrig bruger.
Som kjolen der erhvervede mig et kompliment for mine store bryster – fra et familiemedlem. Eller den hudfarvede sag, der får mig til at ligne en gris. Eller f.eks. den blomstrede nederdel jeg må have købt i et akut anfald af farveblindhed.

I dag var turen nået til “kjolen-der-kravler-op-over-hofterne”, som jeg købte i Topshop for et par år siden. Pæn, bevares, men desværre er den, som navnet antyder, ikke videre praktisk.
Jeg prøvede panisk at holde den på plads hele dagen, men det gik ikke så godt. Glemte det lidt, da jeg havde kittel på. Altså, en kittel der var åben fortil…
Og for lige at toppe det, satte den sig fast på min cykelsadel, da jeg kom hjem. Jeg var ved at falde, og flashede ved samme lejlighed lige mine underbukser til hele gården.

Så… Jeg giver op. Jeg er for forfængelig til det her. Jeg kan ikke klare presset! Skulle vi ikke bare sige, at det der med at spare op er overvurderet? Og at jeg nu har fortjent at shoppe lidt, selv hvis det betyder, at hele min familie må nøjes med et par hjemmelavede musetrapper i julegave?
“Det er jo tanken der tæller”, vil jeg sige, mens jeg sidder henslængt i sofaen iført min nye pailletkjole.

For et stykke tid siden bad jeg om hjælp til at finde ud af, hvad Kasper og jeg skulle lave på vores 5-årsdag, og nu er alle brikker endelig faldet på plads.

Først og fremmest vil jeg gerne sige tusind tak til alle jer, der kom med forslag! Det var virkelig dejligt pludselig at have så mange valgmuligheder på trods af vores skrabede budget.
Vinderen blev Malou/Klidmoster, der anbefalede en tur med bus 888 til Århus, og selvom vi spiser vores aftensmad for os selv (mere romantisk – undskyld Malou, det var ellers et fantastisk tilbud! Hvis jeg kommer alene til Århus en dag, så spiser jeg gerne med og tager også gerne opvasken bagefter), så forelskede jeg mig straks i ideen om den SU-venlige rejse til Danmarks næststørste by.

Som tak for hjælpen kan vi alle nu nyde synet af HverdagsMalou:

Hvis I vil vide, hvem Napoleon er, kan I læse med HER. Jeg er en anelse misundelig og drømmer allerede om den dag, hvor jeg får en større fryser. Til den tid skal der fandme spises frilandssvin!

Jeg skal arbejde på specialet hver søndag indtil midten af november. Ikke hele dagen, bare et par timer, og jeg har på sin vis selv valgt det. Alligevel har jeg så ekstremt meget selvmedlidenhed lige nu, at jeg ikke er til at være i lokale med.

Det eneste lyspunkt er, at det føles meget VIP-agtigt at arbejde på en søndag. Hvor alle de andre studerende render formålsløst rundt på universitetet for at lave gruppearbejde og kedelige rapporter, vil jeg straks låse mig ind på de ansattes område, tage en kop gratis kakao og så sætte mig i (hvad der føles som) mit helt eget lille laboratorium.
Bare ærgerligt ingen ser det. Svært at blære sig, når man ikke har nogen at blære sig til.

Der kommer ikke noget rigtigt blogindlæg i dag. Jeg har travlt med af fejre nogens 27 års fødselsdag.

Jeg havde en virkelig dårlig dag i laboratoriet i går. De forsøg, jeg har brugt en hel uge på at forberede, gik i vasken. Cellerne kunne ikke bruges. Jeg blev en kende skuffet, da det gik op for mig, jeg jeg skulle lave det hele forfra.

Jeg siger præcis det samme til andre mennesker med jævne mellemrum, men det forhindrede mig ikke i at blive skide sur, da jeg hørte det i går.Jeg var klar til at tage hjem. Lige der.Men så var der jo kageklubben senere på dagen… Og eftersom det var mig, der havde taget kage med, var jeg nødt til at blive på kontoret indtil klokken blev 15. Hmf.
Da det endelig blev kagetid, samlede folk sig rundt om bordet. Vi snakkede en del. Hyggede os. Fortalte sjove historier og sladder. Aftale at vi skulle holde specialefest en dag for os fra kontoret. Eller i hvert fald drikke øl sammen til fredagsbar.
Det endte selvfølgelig med, jeg blev i rigtig godt humør. Da jeg tog hjem, var jeg faktisk vildt glad. Helt sikkert alle de søde menneskers skyld!

… Eller var det? Pludselig ser jeg en anden sammenhæng. De fleste mødre kender sikkert tricket, der bruges når ungerne begynder at hyle ud på eftermiddagen: Sukker.

    

 

Jeg elsker medicin. Ikke som i “jeg elsker at tage medicin”, men som i at jeg er dybt betaget af eksistensen af lægemidler. Jeg er helt med på, man skal være kritisk – men videnskaben har overbevist mig. Jeg har set lyset. Jeg synes det er så sindssygt imponerende, hvad forskningen har opnået, at jeg ikke rigtig bliver fanget af argumenter om helse og de naturlige tilstande. Alt det vi ved! Alt det vi kan! Jeg er så meget med på den vogn.
Nok også meget godt, når man allerede går og drømmer om at sælge sin sjæl til medicinalindustrien.

Men altså… I skal nok få lov til at sige “hvad sagde jeg”, hvis det skulle vise sig, jeg tager fejl.
Jeg betragter det som en del af charmen ved forskning og ved at arbejde i et laboratorium. Man ved aldrig, hvordan det ender: