Nogle af os er blevet gift, nogen har fået børn, nogen er blevet færdiguddannet og andre leger stadig bare studerende… Men når vi mødes på en bar og får et par drinks, så er vi alle tilbage i gymnasiet igen.

Nemlig dyreforsøg. Vi ved alle sammen at det foregår. Nogen synes det burde forbydes, andre synes det er okay så længe det er til gavn for menneskeheden, og nogle tredje er fuldstændigt ligeglade.

Jeg tilhører gruppen i midten. I hvert fald i princippet. Når jeg selv står og kigger dyret i øjnene, er jeg ikke så sikker længere. Samtidig opererer jeg efter en nuttedhedsskala: Jo sødere dyret er, jo værre har jeg det med at dyret skal dræbes. Især hvis det er mig, der skal gøre det.

Lige nu laver jeg forsøg på celler i en petriskål. Det har de færreste noget imod.

Sådan har det dog ikke altid været. For at kvalificere mig til en specialeplads, skulle jeg tage et lovpligtigt dyreforsøgkursus, og der skulle jeg lave forsøg på rotter. Og jeg ved godt, der er mange, der synes rotter er klamme, men det må være fordi de aldrig har holdt dem. Kælet dem. Krammet dem. Det er de sødeste gnavere i verden!
Jeg kunne ikke klare tanken om, jeg skulle aflive dem. Så nuttede, så nuttede…

Det blev ikke bedre, da første rotte tillidsfuldt lagde sig til at sove i mine arme. Mens jeg holdt dødsprøjten i den anden hånd. Rotten smaskede saligt imens. Jeg var ved at tude, men hvad gør man ikke for 7,5 ETCS-point og drømmespecialepladsen? (Åh jeg er et dårligt menneske…)

Jeg var derfor ekstatisk, da jeg forleden fik at vide af min vejleder, at rotteforsøg ikke blev en del af mit laboratoriearbejde. TAK! Åh tusind, tusind tak!

Men… Måske skal jeg bruge hjernesnit. Fra mus.

Endnu mørkere øjne, endnu større ører.

“Hvordan kan du klare det Nadia?” tænker du måske på nuværende tidspunkt. Og ved du hvad? Det er slet ikke så slemt igen. Her, jeg har lavet en graf til dig:

Med andre ord føler jeg slet ikke samme kærlighed til mus, som jeg gjorde til rotten oven for…

Selvom jeg er ret begejstret for specialet, er det selvfølgelig ikke den eneste grund til, jeg går rundt og er så idiotisk glad.

Det hjælper også at jeg (stik mod mine værste forudanelser) ikke sidder alene og spiser frokost hver dag. Der er nemlig altid nogen fra specialekontoret, der gerne vil med, og de er virkelig søde alle sammen. Ikke en eneste dag har jeg siddet og kedet mig over madpakken, og det er jeg så taknemmelig for.

Man kan heller ikke andet end blive i godt humør, når Kristian kommer på besøg og spiser rabarberkage og is sammen med mig. Kristian er typen, der spreder hygge omkring sig, selv når han er nedtrykt over at have fået jordens største bilregning (vi siger tak til fulde idioter og gåture på biltage) – jeg tror ikke han kunne være dårligt selskab, selv hvis han prøvede.

Og hvordan skulle jeg kunne være trist, når den altid fantastiske StineStregen har tegnet mig? Så lille en ting, så stor en tak! Jamen det er da bare kærlighed smurt ud over det hele.

Nu vi er ved det, kan jeg også nævne endnu en ting, der lige har gjort min dag en milliard gange bedre (og den var ellers ret god i forvejen). Jeg har slet ikke nået at tegne det endnu, for det skete nemlig mens jeg skrev på dette blogindlæg (øhm… Ja… I specialetiden. Jeg holdt pause, okay?).
En pige kom lige forbi og afleverede to pakker med lækker Irma-chokolade og marcipanflødeboller, som tak for jeg havde samlet hendes mobiltelefon op fra en cykelsti. Jeg delte belønningen med den ph.d.-studerende, der hjælper mig med mit speciale, da det var ham der havde ringet til hendes kæreste og afleveret telefonen til hende, mens jeg sad og splittede celler i laboratoriet.
Amen er det ikke sødt? Chokolade! Kærlighed! Til alle! Nu er vi tre, der er glade, og der skulle så lidt til.

Man burde i grunden gøre det mere, ikke? Altså sprede lidt glæde. Gøre noget for andre. Det er en kliche, men det virker jo. Mere af den slags, tak!

Jeg er ikke den optimistiske type. Bestemt ikke. Jeg brokker mig for meget, og jeg fokuserer altid alt for længe på de forkerte ting.
Men noget har været helt anderledes på det sidste. De sidste uger har jeg været én stor solstråle. Hele tiden.

Og hvor kommer den så fra, al den glæde? Specialet, selvfølgelig!
Jamen jeg elsker det. Alle fortæller mig hele tiden, at min entusiasme snart dør ud. At jeg snart vil blive røvtræt af det, og komme til at forbande projektet langt ind i helvedet. Ligesom alle andre specialestuderende gør på et tidspunkt.
Så jeg nyder det. Prøver at gemme de gode øjeblikke. Måske jeg kan dele dem lidt med jer undervejs? I kan jo lige få et klip fra dagen i går. Det er kun to tegninger, men til gengæld kørte de på repeat hele dagen:

Jamen hvorfor lærte jeg aldrig at spille på et instrument, da jeg var barn, ligesom alle de andre unger?

Vi er enige om, at neonskilte får alt til at se billigt ud (på den lidt tarvelige måde), ikke?
Hvorfor er det så, jeg er overbevist om, min lokale tandlæge er den dyreste i hele verden?

Hvorfor findes der mennesker, der bruger den tandlæge? Hvem ønsker sig at få et smil, der matcher det de viser frem der?
Og hvorfor fnyser jeg hadefuldt hen mod klinikken, hver eneste dag på vej hjem fra universitetet? Når de nu har hyggelige cafeborde uden for, og jeg i grunden elsker neonskilte?

…

Hvorfor overhoved bruge så meget tid på at spekulerer over et tandlægeskilt?

… men jeg har aldrig fået set ret meget af Danmark. I hvert fald ikke uden for Sjælland og øerne i Smålandsfarvandet. Derfor kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det faktisk var et helt lille eventyr, jeg var ude på, da jeg i går var med toget til Odense.

Måske trænger jeg bare til en rigtig udlandsrejse…