Jeg er ret sikker på, jeg lignede en narkoman, der netop var blevet tildelt en kæmpe bunke heroin, da jeg fik min pakke fra postbuddet i går. Jeg har nemlig langt om længe fået en smartphone! Her ville jeg så gerne skrive lidt om, hvor godt vi har det sammen, min nye mobil og jeg, men desværre er jeg tæt på et hysterisk anfald. Telefonen vil ikke gå på 3’s net! I stedet må jeg snylte mig til hver eneste trådløse internetforbindelse jeg kommer i nærheden af – og det er ikke mange. Jeg spår, at Oisters kundeservice meget snart får en stærkt uligevægtig kunde i røret, der formentlig har brugt hele natten på at panikke over, hun ikke kan være på facebook og twitter, næste gang hun skal i laboratoriet. Øhm… For det er vel derfor man har en smartphone, ikke?

Når man har haft en lang dag og lige er startet på en masse nyt, så synes jeg man har fortjent at slumre lidt på et varmt og trygt sted.

Jeg har en god potion selvmedlidenhed over det her. Åh Marie og Kimmie, kom tilbage! Der er så tomt uden jer. Hvis I ikke snart vender hjem, så er det jeres egen skyld, hvis jeg får en masse nye og bedre venner fra mit specialekontor! De har allerede spist frokost med mig en gang! Jeg siger det bare!

Og nu hvor det er ude i det åbne, kan jeg tale frit om andre ting. Som at en del af os bloggere i dag er ude på gaderne og samle ind til Red Barnet. Så hvis du hører nogen ringe på, så find lige pungen frem ikke? Det går til et godt formål, og det kunne jo være en af os!

Jeg kunne virkelig godt springe denne lørdag over. Den startede med jeg blev vækket klokken 6.30 af Kaspers vækkeur, der var sat ekstra tidligt, så han kan tage til ENDNU en polterabend. Jeg var nogenlunde frisk, så jeg stod op. Og hvad stod jeg så op til? Efterår. Ægte, koldt, kedeligt efterår!
Der var heller ikke mere morgenmad. Jeg åd et par karameller i stedet, men det gav mig bare kvalme.

Sådan så jeg ud hele dagen. Jeg har nærmest krampe i mine kinder efter at skulle smile så meget. Desværre havde jeg ikke kontaktlinser på, så jeg har ikke set ansigtstrækkene på en eneste af de vel 30 mennesker, jeg blev introduceret til. Har muligvis også givet hånd til en pige, jeg kendte i forvejen.
Jeg har også hilst på nogle af dem jeg skal dele kontor med. Vi er 18 i alt. Jeg er fast besluttet på at få skabt den rette stemning alligevel!

Specialestart altså. Urk. Jeg er sikker på, at hvis jeg kom til at bøvse nu, ville det her ske:

Jeg kan i hvert fald godt mærke sommerfuglene blafre rundt min i mave. Heldigvis er det på den gode måde – jeg har glædet mig længe nu, og så er der jo ikke noget at sige til, at man bliver lidt nervøs og at det hele føles ekstra spændende.

Velkommen til… HverdagsNadias Boligspecial! Dagens tip: Sådan pifter du din sofa lidt op.

Ja, sådan ser din sofa ud. Lidt slidt, stoffet er blevet slapt, du kan mærke fjedrene når du sætter dig, og generelt er du heller ikke vild med de pletter, der er opstået hist og her.
Der er et helt år til du er færdiguddannet og har råd til en ny. Hvad gør du?

Jo, nu skal du høre: Du bider al stolthed i dig, krydser grænsen for “lidt skør men stadig okay adfærd” til “gammelkoneagtig besættelse” og kommer hjem fra H&M; med en ny pude.

Ahhh! Meget bedre. Lov så din kæreste at det her er den absolut eneste ting med gravhundemotiv, du nogensinde køber til lejligheden, for at undgå at puden ender i skraldespanden.

God fornøjelse!

Men det gælder bare om at nyde det. Snart står der 8.00-17.00 på skemaet (… i hvert fald nogen af dagene), og så nytter det ikke noget at brokke sig over, man ikke fik dovnet færdigt.