Jeg er allerede ved at blive godt og grundigt træt af dårlige, ukritiske avisartikler om valget, samt klichefyldte partidebatter, der typisk ender ud i kedelig mudderkastning. Nogle gange får jeg seriøst lyst til at rive alle deres spindoktorproducerede taler i småstykker! Hvorfor kan de ikke bare lave en debat, der indeholder lige det jeg vil høre? De sidste par dage har jeg leget med tanken om, hvor nemt alt ville være, hvis alle var helt enige med mig. Hele tiden. Så kunne jeg stemme uden problemer, og alting ville være overskueligt og behageligt. Eller, hvad nu hvis alle bare var ligesom mig? Tænk lige på, hvor ukompliceret og smuk verden så ville blive! Det fantaserede jeg længe om i går (alt for længe faktisk…), indtil jeg gik i gang med at tegne det, og indså at jeg nok skal være yderst taknemmelig for, alle I andre er her, og at vi alle er forskellige:

Ja, det er da klart fordi næstældste lillebror var på besøg i går, at jeg formåede at spise to cupcakes, 300 gram slik, en stor isvaffel og (hvad der bagefter føltes som) en milliard amerikanske pandekager…

Jamen jeg siger jer, jeg skulle virkelig nødes!

Det må være en storesøstersvaghed.

Ja, det er ikke den store overraskelse. Men selvom jeg er helt sikker på, hvor jeg vil sætte mit kryds, så kan jeg ikke lade være med at længes efter de gode gamle dage… Jeg savner Socialdemokraterne, og selvom de lige nu ikke har fortjent min stemme, så glæder jeg mig til den dag, hvor vi kan genforenes. Det er stadig mit parti, føler jeg.
Derfor giver det også et lille stik i hjertet, når jeg ser DSUere i gader og stræder gejlet op til valgkamp.

Engang var det mig. Dengang delte jeg foldere ud for Magnus Heunicke. Hvis jeg stadig var socialdemokrat, så var det nok Michael Vindfeldt, jeg havde prøvet at hjælpe disse dage.
Ja, det var lige et tip for old times’ sake. Selv tak.

Om det er den daglige tur op og ned af trapperne til 4. sal, eller om det er skjulte reserver fra mine utrænede lår – jeg er ligeglad: TAK! Tak fordi jeg efter to timelange rideture ikke er blevet straffet med den karakteristiske lort-i-buks-gang, der som regel følger uvante travture:

Sådan her bliver det. Jeg ved det, for jeg har lige fået mail fra min specialevejleder.

Hmf. Selvom jeg skal dele lokale med op til seks andre specialestuderende, så bliver det stadig præcis lige så voksent (og Mad Men-inspireret?), som jeg har forestillet mig. Punktum.

Mmm… Det er vejen mod lykke og fedme!
Jeg kalder det “at nyde sommeren lidt endnu”. Der er intet der siger sommer, som en fryser fuld af is, vel?

Når man har brugt en al for stor del af søndagen på at slæbe tunge flyttekasser op til 4. sal, så er det altså meget lækkert med søde venner, der lige inviterer på aftensmad.

Læg venligst mærke til den roset. Jeg er som tidligere nævnt stor modstander af kødsauce, men den her var faktisk spiselig!? Jeg er meget overrasket. Jeg har hørt rygter om, at kødsaucen havde simret i en uendelighed, så måske er det hemmeligheden bag? Eller var det en fordelagtig kød/tomat-ratio der gjorde udslaget? Var det valget af krydderier? Uanset hvad er jeg lidt imponeret.

Jeg må dog lige indskyde, at der var en enkelt lille… fodfejl i løbet af aftenen. Skuffende, men alt kan jo ikke være perfekt. Det er bare det, at jeg betragter det som virkelig dårlig stil fra værtens side at vinde i bezzerwizzer. Han burde vide bedre, når han spiller mod så dårlig en taber som mig.

Det er ikke altid så kompatibelt med til mit valg af uddannelse, så man kan argumentere for, jeg burde prøve at gøre noget ved det – men jeg hader at høre om hudsygdomme. Det er det ulækreste der findes. Konfronteret med en hvilken som helst abnormitet får jeg straks kuldegysninger og akut kvalme. Der skal ikke mere til, end at jeg læser bivirkningen “hudafskalning” i en indlægsseddel.

   

   

Derfor kan det faktisk godt undre mig, at jeg er så begejstret for alle andres yndlings-hospitalaversion nr. 1: Blodprøver. Hvis bare de ville have mig, så stillede jeg gerne op til alverdens bloddonationer!