Jeg havde seriøst svært ved at koncentrere mig, mens jeg var på universitetet i sidste uge. Ud over det obligatoriske laboratoriearbejde og at få løst et par spørgsmål til noget teori, kom jeg overhovedet ikke videre med rapporten.

Jeg erkendte hurtigt, man ikke altid kan være lige effektiv, og at det måske var på tide at holde arbejdsdagene på kun 8 timer eller måske endda lidt mindre. Tage lidt fri. Men jeg kunne slet ikke overskue al den fritid, da det endelig kom til stykket. Måske jeg har glemt, hvordan man gør?

Så jeg åd. Det kan man jo altid gøre, når man keder sig. Det hjalp ikke rigtigt på mit humør. Faktisk blev jeg bare lidt rastløs.

Det værste er, jeg ikke rigtigt kan sætte fingeren på, hvorfor jeg pludselig fik det sådan her. Har det noget med Dresden at gøre? Er det bare fordi, man kan have en doven uge engang imellem? Eller skyldes det, at foråret så småt er begyndt at dukke op, og man derfor mister lysten til at lave andet end at sove i en solstråle?

Jeg kunne kun komme i tanke om én “løsning” på problemet, men den holder vist ikke i længden.

Heldigvis har jeg nogle fantastisk søde venner, der på magisk vis ved lige hvad og hvornår de skal skrive. Så da jeg sad søndag aften og var allermest deprimeret over tilværelsen, fik jeg lige en sms med en invitation til is på stranden i Hellerup efterfulgt af et cafébesøg. I lufthavnen. Fordi vi havde bil, og Stine ville til Starbucks.

Og pludselig blev mandagen meget lettere at gå i møde.

Men jeg skal hen på universitetet for at lave forsøg…

Det er svært ikke at mindes, hvor kikset jeg var, dengang det var min tur – komplet med skæve tænder, tøj købt i panik to dage før, ufotogen opførsel foran kameraet, akavet latter, samt ikke at forglemme utallige paniske tanker om, hvor pinligt det kunne udvikle sig at have menstruation den ene dag i sit liv, man skulle have hvidt tøj på.

Jeg håber min kusine klarer sig gennem dagen med lidt mere ynde.

Ved virkelig heller ikke hvad jeg havde forestillet mig efter kæmpe savn og 4 timers søvn (damn you lufthavnsboghandel!). Håber bare Kasper kan se sin kæreste et sted derinde bag den snottede og snøftende pige, der på en eller anden måde er kommet til at dominere hans Skype-samtaler.

Jeg er virkelig træt af, jeg skal være sådan her. Jeg vil jo bare gerne vise ham, at jeg har det fint med, han er afsted – hvilket jeg faktisk også havde, indtil jeg tog ned at besøge ham og pludselig skulle igennem den store  farvel-scene igen.
Måske bliver det bedre, når weekenden kommer lidt på afstand og hverdagen vender tilbage?

Ja, det kan da godt være en smule romantisk at gå at savne hinanden. Og ja, man får da lidt ekstra frihed. Men helt ærligt? Langdistanceforhold stinker. Jeg hader det.

Især den del hvor man siger farvel i lufthavnen efter to fantastiske dage sammen.
Jeg kan aldrig vise mig i Tegel igen!