Bør man være bekymret, når ens kæreste har været til en polterabend i går, men her klokken ni ti tolv tre stadig ikke har givet lyd fra sig? Eller skal man bare antage, at han ligger i en sovepose omgivet af tomme øldåser et eller andet sted, og i øvrigt lige skal spise lidt af grillmaden fra i går, før han smutter?

Når folk uden for universitetsverdenen (herunder nogen fra min kære familie) spørger ind til, om jeg sidder og læser bøger hele dagen for tiden, kan jeg kun svare nej. Jeg læser mest artikler. Så siger de ikke så meget, men al medlidenhed forsvinder. “Ikke andet?” lader de til at tænke. Jeg har prøvet at sige: “Det er altså ikke ligesom avisartikler – det er meget sværere”, men det hjælper ikke.  “Ja ja”, svarer de. Lidt for hurtigt. De synes stadig, det lyder som piece of cake.

Her er, hvad de (cirka) tror jeg bruger al min tid på disse dage:

Der er intet som at stå op klokken 7.00 om morgenen for straks at sætte sig hen til computeren og begynde med eksamenslæsningen. Nåh, det skulle da lige være, hvis vejret samtidig er helt gråt, og ens hadedue ligger ude på altanen og sover. Igen.

Når nogen spørger mig, hvor jeg godt kunne tænke mig at arbejde, når jeg engang bliver færdig, er svaret langt og kedeligt.

Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad folk køber og indtager, så længe de gør det på et informeret grundlag.
Og mens de bliver informeret, kan jeg jo lige så godt blive underholdt.

Eller måske jeg kunne få job på en detox-klinik? Så ville jeg gå rundt hele dagen og spørge efter, præcis hvilke affaldstoffer de mente man fik ud af kroppen. Det ville kun være mig, der ville synes det var sjovt.

Så…
Skal vi ikke bare satse på den der onde medicinalindustri? Jeg krydser virkelig fingre. Om et år… Om kun ét år…

Når verden bliver for kedelig (*host*eksamensperiode), bliver det altid ekstra attraktivt at drømme sig væk til en eller anden fantasiverden. Jeg er ikke sart med hvilken, jeg snupper gerne et par hjemmelavede, eller de færdige pakker som Ringenes Herre, Harry Potter, åndeverdenen fra “Chihiro og Heksene” eller bare den verden hvor jeg har vundet i lotto. De her dage er jeg vendt lidt tilbage til X-Men, takket være den nye film.
Men… Selvom disse fantasiverdener virker meget mere spændende (eller i det mindste mere action packed) end den virkelige verden, så er de aldrig perfekte. Der er altid et eller andet, der ødelægger det for mig. Og det er jeg faktisk skidetræt af. Lad os nu tage Harry Potter – jaja, det er da en sjov tanke, men hvorfor, hvorfor skal de have de der fjollede troldmandshatte på? Hvorfor skal de råbe ting som “Engorgio”? Hvorfor er der så mange mennesker med useriøse navne? Ludo Bagman? Virkelig?

Stram op!

 

Her midt i den travle eksamenstid var det super dejligt at blive inviteret til grillhygge på mit gamle kollegium. Selvom jeg egentlig ikke følte, jeg havde tid, er jeg alligevel glad for jeg tog afsted. De sidste mennesker jeg nåede at bo sammen med er snart flyttet ud, så måske var det også sidste chance for at se kollegiet rigtigt, mens det stadig gav mening.
Måske mødes vi om 25 år på parkeringspladsen og kigger ind gennem ruderne, og tænker på alle de sjove ting vi gjorde der. Som at kaste et fjernsyn ud af vinduet fra 2. sal. Eller planlægge hævnaktioner mod madtyven ved strategisk placering af afføringsmidlet Actilax. Eller regelmæssigt at drikke sig fulde klokken 7 om morgenen til morgenfødselsdag. “Åh ja, det var tider…” vil vi sige.

Tænk at det allerede er slut nu.

(Til de interesserede kan jeg fortælle, at vi her ser Daniel, Stine, mig, Christian, Tonny og Mia)

       

(på twitter), men jeg udpeger det gerne igen, her hvor alle kan være med.
Hvem fanden gider have en skuespillerkæreste? Jeg er sikker på, at mandlige skuespillere er topmålet af narcisisme. De bruger garanteret længere tid foran spejlet end mig. Uattraktivt. Som Hugh Jackman der er fast kunde hos Ole Henriksen. Og som soler sig i blitzlysene på den røde løber. Uff!
Men Wolverine – ham gad man godt kysse lidt med.

 

 
Vi slutter af med en lille snack: Charles Xavier (i James McAvoys krop). Jeg syntes ikke, han var specielt lækker, før jeg så filmen. Hverken den aseksuelle tegneserie-Charles, eller ham der James med det lidt for lange hår. Men nu udgør han (i rollen selvfølgelig!) alligevel et klassisk “ville-jeg-forlade-min-kæreste-for-ham?-dilemma.

 

For lidt siden kom Kasper hen til mig. Han skulle ikke ud at se tennis i dag alligevel. Så vi kunne godt (suk…) tage i IKEA og hente den der reol…
Til Kaspers store glæde viste det sig, at IKEA har lukket i dag. Og jeg ved ikke, om det var fordi han var så lettet, men pludselig sagde han de magiske ord: “Nåmenøhm… Skal vi så tage i biografen og se X-men?”

Selvom jeg skammede mig lidt over at medbringe noget så simpelt som tunsalat, når andre medbragte flere slags langtidshævede brød, flæskesteg eller flere forskellige kager, så viste den sig faktisk at være temmelig populær til den årlige familiefest.
Næste år vil jeg gentage succesen, men jeg vil have lidt mere stolthed i stemmen, når jeg præsenterer min ret: “Ja, I ved nok – magen til den tunsalat som I tømte en hel skål af sidste år! Tadaaa!”

Det behøver jo ikke være enten-eller. Nogle mennesker er glade for både katte og hunde. Men for mig er der kun gravhunde. Jeg har mødt en enkelt sød kat, der hed Henning. Den var kæmpestor (ja, større end en gravhund), rød og tigerstribet. Resten af de katte jeg har mødt, troede jeg bare vare søde, indtil de fornærmet er skredet fordi jeg vovede at ae dem, eller ganske enkelt har revet mig til blods.
Jeg tror de kan mærke gravhunden inden i mig.

Den værste af dem alle, var min storebrors kat. Jeg burde nok fra starten have gættet, at den var ond. Den så nemlig sådan ud:

Første gang man så den, tænkte man, at den nok var lidt sky. Den kom ikke frem og hilste, og ville ikke rigtig nusses. I stedet lagde den sig bare op i sit kattetårn. Og stirrede. Intenst. Den flyttede aldrig blikket.

Når man endelig havde glemt den, angreb den. Pludseligt og uden grund.

Og så stak den af igen. Lige så pludseligt som den var kommet. Hen i den anden ende af stuen, hvor den kunne ligge under spisestuestolene og stirre. Igen. Intenst.

 

Som I nok kan regne ud, begyndte man hurtigt at få nervøse trækninger, når katten daskede dovent med halen. Mens den stirrede. Og ventede på en ny chance.

Jeg bliver aldrig et kattemenneske.  Men pyt, så kan jeg i stedet blive hende den skøre dame med alle de fede gravhunde. Som roser hundene og giver dem godbidder, når de snapper efter kattene i haven. Mens jeg gnider mig i hænderne og griner skadefro.

…

Øhm… Vil I lige for en god ordens skyld se en tegning af min storebror? Ham har jeg vist ikke fået introduceret endnu.
Som alle andre storebrødre, er han lidt superhelteagtig: