Forleden dag så jeg, at det var en der havde fundet min blog, ved at søge på de ret flabede ord: “Gravhunde -hvorfor?”. Først tænkte jeg, at det vel nok var heldigt for vedkommende, at han/hun blev ledt herind af google, så spørgsmålet kunne blive besvaret. Indtil det gik op for mig, at jeg faktisk gør en temmelig dårlig reklame for gravhunden. Ud over et par nuttede billeder af mine forældres dyr, så står her faktisk ingenting om, hvorfor netop gravhunden er så fantastisk. Tsk tsk… Det bliver jeg simpelthen nødt til at lave om på. DERFOR skal du købe en gravhund:

1. Gravhunde er nuttede. Og jo, det er en udemærket grund.
2. Gravhunde har mere personlighed end f.eks. en labrador. Om man kan lide den personlighed er naturligvis en smagssag, men den er der og der er meget af den!
3. Gravhunde er hundenes svar på en kat. De er selvstændige og kan sagtens underholde sig selv/hinanden i længere tid. Tilgengæld slipper du for alt det irriterende ved katte, som når de river dig, fordi du kom til at nusse på den forkerte måde.
4. Gravhunden ELSKER dig! Uanede mængder af kærlighed pakket ind i sort pels og lange bløde ører.
5. Gravhunde savler ikke.
6. Gravhunden kan aldrig løbe fra dig. Den er lille, dens ben er korte og de er som regel dovne. Du er med andre ord pænt langsom, hvis du ikke kan indhente den. Den kan aldrig stikke af.
7. Børn kan lide at lege, gravhunde kan lide at lege. Det er den perfekte kombination!
8. Den spiser katte, hvis den kan komme til det. Det er slut med kattelort på din græsplæne.
9. Gravhunden kan i trange tider bruges til produktion af ekstra fodvarme under dynen. Den fylder ingenting og varmer mere effektivt end din kæreste.
10. Den er så lille, at selve mindre børn kan håndtere den uden at blive overrumplet.
11. Lille hund = lille portion mad = mindre lort. Gider du have brug for en hel nettopose, når du skal samle op efter din hund? Nej vel?
12. Gravhunde kan fange edderkopper på kommando (og det alene er jo grund nok til at anskaffe sig en!)

Og hvis man (som jeg) har en kronisk trang til at give kærlighed fra sig i en sådan grad, at ens kæreste frabeder sig mere kysseri (og ens eventuelle børn er ved at kaste op), så er gravhunden perfekt! Den tager alle overskudskys og -kram, helt uden at brokke sig! Det var alt for denne gang, Professor Tax har talt.

Jeg må nok indse det – jeg kommer ikke ind at se “X-men: First Class” med mindre jeg tager i biografen alene.

ENDELIG kan jeg “learn to draw” The Princess & The Frog.
Jeg burde seriøst lære at holde mig fra computeren, når jeg har mit dankort ved hånden… Det er de tåbeligste ting jeg køber.

Nu har biblioteket igen vist sig at være en dræber. I første omgang irriterede det mig, fordi ingen af de bøger jeg ville låne var til rådighed. Gennem flere måneder har jeg derfor nøje udvalgt enkelte bøger og reserveret dem. Nu irriterer biblioteket mig ved at få dem allesammen hjem samtidig. Værsgo at slæbe. Værsgo at læse. Det hele. På 1 måned, i din læseferie. Som jo skulle bruges på LEKTIElæsning, ikke.
Hvem kunne have forudset at en bog med 4 i køen foran mig ville blive ledig efter 2 uger? Og hvordan kan det i øvrigt gå til, at jeg nu er nummer 19 i køen til en bog jeg tidligere var nummer 14 til?

Jeg føler mig alvorligt fristet til at gå tilbage til køb af paperbacks!

Jeg har jo før klaget min nød over dueproblemer, så jeg synes I skulle vide, at jeg endelig har fået en lille sejr (for første gang). Det viser sig, at store, osende olielamper er vejen frem, hvis duerne skal skræmmes på en måde, der gør, de ikke kommer tilbage resten af dagen.

Læg lige mærke til den ene har en lille kvist i munden. Det er ikke for sjov, jeg har tegnet det. De små svin er i gang med at bygge rede.

Kærlighed kan vise sig på mange måder. En af dem er, hvis man på dummeste vis har drukket sig meget fuld hen på eftermiddagen, og derfor har tømmermænd allerede tidligt på aftenen – og ens kæreste så kommer hjem med mad og cola fra McDonalds.
Der var bare et særligt lys over ham, da han trådte ind ad døren…

I sidste eksamensperiode fantaserede jeg om at finde familiegravstedet på Assistens Kirkegård, såfremt det stadig lå der. I går fik jeg det endelig gjort.
Jeg havde forestillet mig turen som en regulær skattejagt, hvor jeg ville bruge laaang tid på at finde frem til den pågældende grav. Grav for grav ville jeg komme nærmere og nærmere. Sådan var det nok også blevet, hvis ikke jeg havde taget Kasper med. Kasper har jordens bedste stedsans, og kan finde alle steder, selvom han aldrig har været der før (derfor kan det også undre mig, at han ALDRIG kan finde noget i køleskabet…). Mens jeg tossede rundt og kiggede på alle de fine, fremmede grave, og blev mere og mere irriteret over det elendige kort over kirkegården jeg havde til rådighed, forsvandt Kasper. Han gik simpelthen direkte over til graven. Bum. Sådan skulle dét gøres. Ikke verdens længste skattejagt.

Det var lidt antiklimaks. Så jeg udvidede turen med et smut forbi mindelunden i Ryvangen. Så kunne vi da finde min farmors farbror i stedet – uden kort! Som sagt, så gjort.
Vips, vips, vips så havde Kasper fundet den grav også. Mellem 105 andre identiske gravsteder.

Jeg synes faktisk, det var rigtig interessant at snage sådan i fortiden. Men hvis der skal være lidt skattejagt over det en anden gang, så lader jeg Kasper blive hjemme. Jeg kan bare lede efter de samme grave igen – min stedsans er så elendig, at jeg stadig kan miste orienteringen, når jeg er i Lyngby Storcenter. På trods af jeg arbejdede der i to år.

Da jeg kom hjem fra indkøb i går, gik det op for mig, at jeg havde købt alt ind til at lave rabarbertrifli. Hvor pudsigt… Men man kan vel lige så godt udnytte det. Det er i øvrigt min yndlingskage. Lækker råcreme, rabarberkompot, makroner. Hvad er der ikke at at synes om?

Øhm… Men for at det hele ikke skal handle om mine ture i Netto her på bloggen, kan jeg da lige fortælle, at jeg mødte en anden blogger for første gang i forgårs. Nemlig Nadia ovre fra Saga Blot. Og selvom hun på papiret er den perfekte klon (samme navn, samme alder, fra samme by, samme hår osv.), så lignede hun mig faktisk slet ikke ude i virkeligheden. Hun var så spinkel og fin.

Jeg ved ikke, om det var fordi jeg følte, jeg allerede kendte hende så godt, eller om det bare var mine elendige people skills der slog til igen, men vi endte ret hurtigt ud i denne situation:

Hun svarede heldigvis høfligt og helt efter bogen, men vi ved jo godt allesammen, at hvis man har en stor røv, så ser den også stor ud i shorts. Gid jeg også var spinkel og fin. Og havde tynde lår.

…

Det ønske havde nok virket mere troværdigt, hvis jeg ikke allerede havde beskrevet, hvordan jeg “kom til” at købe ind til kage. Det er typisk ikke? Det akutte ønske om usunde madvarer overtrumfer fuldstændig ønsket om at blive tyndere på lang sigt.

Mmm rabarbertrifli.

I dag fik jeg endelig taget mig sammen til at handle ind. Og der var nogle seriøse mælkeabstinenser, der skulle afhjælpes.