Velkommen – Side 73 – HverdagsNadia

Klip fra i lørdags

Man kan vel høre forskel på sine gravhunde.

Tidligere i dag tegnede jeg til et blogindlæg, hvor Kasper flytter tyrkisk peber væk fra mig, fordi det ikke er sundt for mig. Og så tænkte jeg, jeg lige ville forklare, hvorfor Kasper blander sig i den slags.

Sagen er den, at mit tyrkisk peber-indtag har for vane at gå ud over ham, af og til på nogle lidt kedelige måder.

Da Kasper og jeg blev kærester (for 4,5 år siden), havde jeg lige haft et mavesår, og selvom det var væk, var jeg meget følsom hvad angår mad, slik og alkohol. Hvis jeg f.eks. havde glemt at spise, eller havde udsat det lidt for længe, blev jeg straffet hårdt med vedvarende kvalme og hvad der dertil hører. Derfor gik Kasper hurtigt i panik, når disse situationer opstod:

Ja, jeg tegner altså ikke hele bilen. Det tager alt for lang tid med mine utilstrækkelige tegneskills.

Hvad værre var, at jeg ikke kunne spise hverken fed mad eller salmiak. Hvilket jeg “glemte” ret tit. Hvorefter jeg så kunne tilbringe resten af dagen på badeværelset – igen.

Som den gang hvor Kasper skulle med til familiefødselsdag for første gang. Og hvor min mor havde været så sød at lave hjemmelavet æblekage med flødeskum, fordi hun ved, jeg elsker det. Efter en halv portion faldt straffen, og jeg lå som en anden tømmermandsramt teenager på badeværelset foran toilettet resten af fødselsdagen. Med over 30 gæster. Kasper havde kun mødt mine forældre kort, og kendte altså ingen, da jeg sådan efterlod ham alene tilbage.

Oven i købet havde min familie i et anfald af misforstået høflighed undladt at tale til ham, for han ikke skulle føle sig overfaldet og overvældet af hele den alt for nysgerrige familie. Med det resultat at Kasper i stedet følte sig ret ensom og temmelig uvelkommen.

Når ensomheden blev for meget kunne han dog undskylde sig med, at han lige skulle kigge til mig. Det var nok heller ikke så opmuntrende.

Det er altså derfor, Kasper bliver ængstelig, når jeg har en skål med tyrkisk peber foran mig. Han er dybt traumatiseret. Tænk hvis bolcherne sendte mig tilbage til den konstante kvalmetilstand? Det ville være ret ubelejligt. Især fordi vi senere i dag skal skal ud at spise med Kaspers forældre, der har sølvbryllup i morgen.

Pff. Som om jeg ville gå glip af et lækkert restaurantbesøg for et par tyrkisk peberbolcher… Jeg er jo voksen nu. Meget mere moden.

Og man får jo ikke kvalme af kun fire bolcher, vel. Eller fem.

Dovenskab eller resultat af slikfri måned?

Når nu jeg ikke engang gad at rejse mig efter bolcherne, kan man diskutere, om der overhovedet var grund til jeg spiste dem til at starte med.

At være en superhelt

De seneste par dages drama hos amarorama, fik mig til at tænke på, hvor irriterende det er, at jeg er sådan en kujon. Jeg ville aldrig turde gå på udforskning i gammelt hus med mystiske navneskilte.

Jeg har godt nok aldrig direkte været i en sådan situation, men alligevel ved jeg det. På grund af min narkolepsi drømmer jeg nemlig abnormt meget, mine drømme er meget lange og jeg kan som regel huske det hele bagefter, og en af mine tilbagevendende drømme går ud på, at alle mennesker er døde eller har barrikaderet sig i deres huse. Jeg er alene.

I hvert fald hvis man ser bort fra de spøgelser og vampyrer der lusker rundt, på jagt efter overlevende. De mennesker, der endnu ikke er blevet spist, gemmer sig i deres huse, og jeg kan regne ud, at de ikke har mange dage tilbage, før deres madlager slipper op. Jeg er blevet udstyret med evnen til at flyve, og nu er det op til mig at redde hele verden!
Desværre er jeg pissebange, og bruger udelukkende mine superkræfter på at flygte væk fra alt det uhyggelige. Hele natten. Hop, hop, flyv, hop med genfærd lige i hælene.

Det er sørgeligt. Jeg ville så gerne være bare lidt superhelteagtig, bare en lille smule modig, men selv i mine drømme og udstyret med superhelteevner kan jeg altså ikke gøre noget nyttigt.

Disse tanker sad jeg og blev lidt bitter over, indtil min lillesøster ringede og reddede dagen:

Det gælder altså bare om, at vælge sine superhelteevner og sin modstander med omtanke. Jeg føler i hvert fald, jeg har ret godt tjek på denne situation.

I den lokale frokost-biks

Jeg kan ikke rigtig tage Kaspers kommentar seriøst, selvom han har gentaget den mange gange. Som han udmærket ved, er briller er ikke en god løsning. Når jeg tager briller på, gennemgår jeg på magisk vis en forvandling fra standard gravhund til en kombination af kikset skolepige og sekretær-classic.

Det er jeg alligevel lidt for forfængelig til.

Men bare rolig, jeg har allerede fundet en løsning, der ikke involverer kontaktlinser eller udgifter til overvurderet udstyr som briller: Jeg lærer bare deres menukort udenad.

Og så er dét emne uddebatteret!

Det tæller ikke, hvis ingen ser det

Dybt suk

Jeg ved godt, at jeg ikke skal spise is. Det er ikke sundt, og jeg taber mig ikke ligefrem af det. Derfor har jeg naturligvis ikke købt is til fryseren. Det nytter heller ikke noget, at jeg spiser Kaspers meget dyre, laktosefri flødeis, der kan være ret svære at få fat på. De skal gemmes kun til ham.

Jeg ved det godt alt sammen. Alligevel gør det lidt ondt, når jeg ser Kasper gnaske dem i sig, mens jeg ingenting får.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Verden er ikke lige så smuk uden slik og sukker.

Ikke ligefrem standard SU-mad

Jeg følte mig som verdens bedste vært, da min søster kom på besøg i går. Hvor tit er det lige, man bare hiver en dyrekølle frem og smider i ovnen, når man får gæster?

Jeg glemte desværre at lave bønner til, men det blev straks tilgivet. Min søster (hvis far er på en streng og meget grøntsagsholdig diæt) sukkede lettet, og Kasper havde alligevel ikke øje for andet end de mere end to kilo kød foran ham. Behøver jeg sige, det smagte fantastisk? Når jeg bliver rig, ansætter jeg en jæger til at skaffe mig mad.